Lad sæler på stranden være i fred!

Man skal gå i en stor bue uden om en hvilende sælunge, som går sin første vinter i møde

Spættede sæler benytter under lavvande sandbanker og højsande i Vadehavet som rastepladser, og nogle af dem fungerer også som yngle- og fældelokaliteter.
Spættede sæler benytter under lavvande sandbanker og højsande i Vadehavet som rastepladser, og nogle af dem fungerer også som yngle- og fældelokaliteter.

Den spættede sæl er et markant element i den danske natur, og sæler er generelt set nogle af de dyr i vores fauna, som vi mennesker altid synes er spændende at opleve. Det er bare ikke så ofte, at vi har held med at få nærkontakt med de kloge og lidt reserverede havpattedyr. Men netop på denne årstid sker det, at vi på en spadseretur på stranden støder på en ensomt liggende sælunge, som umiddelbart virker tillidsfuld og ikke har til hensigt at flytte sig frivilligt fra det tørre leje nær vandkanten.

Og i så fald skal vi huske at gøre sælen en stor tjeneste ved at holde afstand og passere det rastende dyr i en pæn bue bag om. For sælungen er gået på land, fordi den har behov for det. Den ligger ikke dér og ser dejlig ud for vores skyld, men fordi den har brug for hvile.

De unge sæler, som går deres første vinter i møde, har en hård tid efter frigørelsen fra moderen og den stærkt nærende sælmælk, som de nyder godt af de første uger af deres tilværelse. Sælungerne bliver født i juni-juli og dier ved deres moder i den første tid. Da er de i øvrigt også afhængige af at kunne opsøge landområder med fred og ro, for diegivningen kan kun finde sted, når mor og unge har fast grund under lufferne. Og sælmodermælken er så fed og kraftig (op mod 48 procent fedt), at den nyfødte unge, der kan veje op mod 10 kilo, tager så meget på, at den i løbet af tre-fire uger vejer omkring 30 kilo. Allerede da bliver ungen ”smidt ud hjemmefra” og må klare sig selv.

Sælunger går på land, fordi de har behov for det og har brug for hvile. – Fotos: John Frikke.
Sælunger går på land, fordi de har behov for det og har brug for hvile. – Fotos: John Frikke.

Det er en meget kort ungeføringsperiode for et så stort pattedyr, og tiden efter frigørelsen i sensommeren og hen på efteråret, hvor de små sæler skal lære at klare sig selv, er ofte hård og kritisk for mange af dem.

Mange faktorer kan spille ind i forhold til de unge sælers chancer for at blive gode til at finde føden og overleve det første år af deres liv. For eksempel kan dårligt vejr og oprørt hav i dage- eller ugevis nedsætte de urutinerede jægeres succes i jagten på fisk og medføre, at sælungerne bliver svækkede og har behov for at gå på land og ”ride stormen af”. De fleste af dem kan tære på deres fedtreserver, men en del vil altid være kommet så dårligt fra starten på voksenlivet, at de i sådanne situationer bliver så afkræftede, at de ikke længere kan klare sig.

I begge situationer har sæl-ungerne behov for at være i fred, og det er vores ansvar som gæster på stranden og i deres levested at tage det nødvendige hensyn. Det kan godt være, at børnene gerne vil se en sæl på nært hold, og det kan godt være, at hunden ikke gør noget, men kommer mennesker og hunde for tæt på, så koster det den afkræftede sælunge energi. Især hvis det ender med, at den bliver jaget i vandet, kan det være skæbnesvangert.

I langt de fleste tilfælde skal man blot lade sælungen ne være i fred, men hvis den viser tydelige tegn på læsioner eller sår, så kan man kontakte den lokale enhed af Naturstyrelsen, som så vil afgøre, hvad der skal gøres. Man skal bare være indstillet på, at dyret ofte aflives med henblik på at forkorte dets lidelser.

Finder man døde sæler (og marsvin) på stranden, så kommer der umiddelbart ikke nogen og fjerner dem, for Naturstyrelsen har en politik om, at der kun ved større mængder af døde mindre havpattedyr foretages indsamling og oprydning. Det kan virke stødende på os strandgæster, men filosofien er, at de døde dyr skal indgå i fødekæden ved vore kyster og både direkte og indirekte skabe fødegrundlag for andre arter, for eksempel store rovfugle som havørnen.

I sommeren 2017 registrerede man i vadehavsområdet det største antal nyfødte unger af spættet sæl, siden de fælles tællinger for området begyndte i 1975. Den samlede bestand af spættede sæler falder imidlertid svagt, og i august 2017 taltes der 25.936 i det dansk, tysk, hollandske vadehav.

John Frikke er projektkonsulent hos Nationalpark Vadehavet.