Lærerinde, forperson og emerita. Bestem jer nu – skal kønnet skjules eller udbasuneres?

Her i landet er vi for længst blevet enige om ikke at have kønsspecifikke fagbetegnelser: Lærerinder hører fortiden til. Og så alligevel ikke

Lærerinde, forperson og emerita. Bestem jer nu – skal kønnet skjules eller udbasuneres?
Foto: Morten Voigt.

En ung tysk akademiker vandede forleden sine høns i mit køkken. Gråden skyldtes Tysklands seneste landeplage, nemlig det såkaldte ”Gender-Doppelpunkt”, som vi her kan kalde kønskolon, og som udtrykker det ønskede kønsekspliciterende skriftdogme, som i hvert fald den offentlige forvaltning og universiteterne er underlagt. Denne regel fordrer, at man i referencen til for eksempel en lærer er forpligtet til at skrive lærer:inde.

Et trættende og utåleligt forlangende, mente den tyske akademiker, især når man som hun skulle udvirke en 200 siders afhandling befolket af en uendelighed af personer af begge køn. Men havde hun set det BBC-interview, hvor den nonbinære supersanger Sam Smith, der bruger pronominerne de og dem, henført talte om at blive en ”fisherthem”, altså ikke en fisherman, var hun nok blevet træt på et højere plan.

Denne artikel er en del af denne serie:
Sprogligt set

Her i landet er vi for længst blevet enige om ikke at have kønsspecifikke fagbetegnelser: Lærerinder hører fortiden til. Og så alligevel ikke: Forkvinder eksisterer side om side med formænd, så skelnes skal der vist alligevel. Indimellem. For sidste år, hvor man kunne optælle 2611 forpersoner og lignende personkonstruktioner, bedyrede en person af hunkøn i denne avis, at bestyrelsesforperson og rådsforperson lød mere ”mundret”. Jeg anbefaler et ordbogsopslag.

Hensigten bag dette syndige rod? At sikre, at ingen kvinder eller andre påståede kønskategorier bliver usynlige bag mandlige stillingsbetegnelser og referencer.

EU-parlamentet anbefaler kønsneutral sprogbrug: French people i stedet for Frenchmen, staff i stedet for manpower og absolut ingen mandlige sygeplejersker – og så videre. Alligevel vælger tyskerne at være dobbeltinklusive og besværlige, hvad der også gælder hertillands, hvis vi for eksempel kigger på den relativt nye, overflødige og derfor stærkt irriterende tendens til at benævne den kvindelige emeritus emerita.

Modstanderne af hunkønsformen emerita, kendt fra 1995, ryster på hovedet, fordi vi på dansk ikke bøjer adjektiver efter biologisk, men efter grammatisk køn, og fordi både pastor og professor, professionerne som typisk gør sig fortjent til emeriti-status, er maskulinum på latin.

Til forsvar for emerita siges det, at der jo i forne tider ikke fandtes kvindelige præster og pastorer, og at for eksempel profestrix, femininum for professor, derfor ikke fandtes. Men at noget ikke fandtes, betyder ikke, at det ikke kan bringes til at eksistere, når det beskrevne pludselig går frit omkring – altså, hvis det er kønsspecifikation, man ønsker. Og i så tilfælde: Hvad er der så i vejen med professorinde, bortset fra at min stavekontrol gisper?

I moderne sprog, hævder emerita-forsvarerne ubegribeligt, må ordet professor nu betragtes som tilhørende kategorien af substantiver i fælleskøn. Den efterrationalisering overflødiggør helt emerita, som i forvejen er overflødig, og bag det hele lusker en larmende mangel på konsistens, der viser, at ingen rigtig ved, hvad de laver. Bestem jer nu – skal kønnet skjules eller udbasuneres? Og hvorfor? Hvis kønnet skal udbasuneres, så man ikke kommer i tvivl om, hvorvidt Aase og Inger vitterlig er kvinder, så lok lærerinderne tilbage, og hvis det lyder bedaget, så indfør krukkede doctrix og lectrix, de feminine former af doktor/kvindelig lærer og lektor; deres eksistens kan dokumenteres i litteraturen.

Intetsteds er muligheden for at være verkopft bedre end i dette rodede landskab.

Dette er en sprogklumme. Klummen skrives på skift af forfatter Susanne Staun og seniorredaktør Henrik Lorentzen