Lærerinde kæmpede 30 år for at sikre kirke på Fyn

I weekenden fejrer Lundeborg sin kirkes 100-årsjubilæum takket være lærerinden Mathilde Olivia Sørensen, der i sin tid indsamlede småmønter fra sin lille bibelgruppe

Mathilde Olivia Sørensen havde en vision om at bygge en kirke. – Privatfoto.
Mathilde Olivia Sørensen havde en vision om at bygge en kirke. – Privatfoto.

Først en mark, så et telt, så et bedehus, så et klokketårn og så endelig – efter 30 år fra første tanke – blev Lundeborg Kirke og Kirkegård indviet med pomp og pragt. Det var den 17. juni 1917, i morgen for 100 år siden. Og det skyldes især en ukuelig kvindes ihærdige indsats.

Der gik næsten 10 år, fra Mathilde Olivia Sørensen som tilflytter i 1887 undfangede en idé om, at Lundeborg skulle have sin egen kirke, til der var bygget et bedehus på den grund, hvor pastor Kofoed fra Hesselager i flere år jævnligt holdt taler i et telt.

Der gik yderligere 10 år, fra bedehuset var en realitet, til huset, der af Mathilde Olivia blev kaldt ”Kirkehuset”, også fik et klokketårn. Klokken blev skænket af kammerherre og hofjægermester Hannibal Sehested fra Broholm Gods.

Derefter skulle der gå over 10 år, inden kirkehuset med tårn og klokke blev indviet til egentlig kirke, og anlægget omkring kirken blev til indviet jord for 100 år siden.

Den lange fødsel og ikke mindst etableringen af kirken fejres denne weekend. I morgen afsløres en mindesten til ære for Olivia Sørensen, og der er en musikforestilling om hendes historie. Søndag taler biskop Tine Lindhardt ved en festgudstjeneste.

Mathilde Olivia Sørensen kæmpede ihærdigt gennem 30 år for at virkeliggøre sin vision om Lundeborgs egen kirke. En indsats, der først og fremmest bestod i at rejse de nødvendige midler. Det gjorde hun ved at involvere folk omkring sig.

Mathilde Olivia Sørensen flyttede til Lundeborg fra København som 26-årig i 1887 og blev skolelærer. Ved ankomsten til byen blev Olivia mødt med et ønske fra byens ældre og enker: Læs Bibelen for os, for der er så langt i kirke, og vi hører aldrig et Guds ord. ”Det lovede jeg straks, og med det samme fødtes tanken i mig: Vi må se at få en kirke i Lundeborg, så det blev lettere for folk at høre,” fortalte hun senere i en festtale den 7. maj 1905.

Visionen blev anført af tre kvinder, nogle enker og ældre borgere, der med støtte fra kammerherren ved Broholm Gods blev grundstammen i det nye projekt. Senere kom også unge og unge familier til. Olivia arrangerede onsdagsmøder med bibellæsning, og én gang om måneden inviterede hun en af omegnens præster til at holde foredrag. Hver gang samlede man ind, og alle deltagere på ugemøderne lagde 10 øre og ved foredragene 25 øre hver for kaffe og kage. Og sådan blev ”Onsdagsforeningen” med 40 medlemmer begyndelsen på den kirke, der blev indviet 30 år senere. Først som bedehus, senere med klokketårn og endelig til sidst, i 1917, som kirke med indviet jord.

Svend Løbner er freelancejournalist

At Lundeborg på Østfyn fik sin egen kirke for 100 år siden i morgen, skyldes en lærerindes ihærdige indsats med at indsamle småbeløb fra lokale ildsjæle. Det fejres i weekenden med festgudstjeneste og forestilling. – Privatfoto.
At Lundeborg på Østfyn fik sin egen kirke for 100 år siden i morgen, skyldes en lærerindes ihærdige indsats med at indsamle småbeløb fra lokale ildsjæle. Det fejres i weekenden med festgudstjeneste og forestilling. – Privatfoto.