Læser: I 80 år har avisen været en fast del af mit liv

Inger Kathrine Frisch fra Værløse fik et abonnement på Kristeligt Dagblad i bryllupsgave, men ville oprindeligt ikke forny det

”På vore gamle dage sidder vi længe over morgenkaffen og læser højt for hinanden af avisen, taler om det læste, er enige eller uenige med avisen og med hinanden, der er altid en masse stof til eftertanke," fortæller læser Inger Kathrine Frisch.
”På vore gamle dage sidder vi længe over morgenkaffen og læser højt for hinanden af avisen, taler om det læste, er enige eller uenige med avisen og med hinanden, der er altid en masse stof til eftertanke," fortæller læser Inger Kathrine Frisch. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix.

Om en uge har Inger Kathrine Frisch og hendes mand bryllupsdag. Diamantbryllup endda. Den store dag er samtidig også en særlig dag for Inger Kathrine Frisch og hendes relation til Kristeligt Dagblad.

”Den 4. juni 1961 blev jeg gift med den mand, jeg forelskede mig i som 15-årig. En af bryllupsgaverne fra mine forældre var et års abonnement på Kristeligt Dagblad, men der var heldigvis også gaver, vi blev glade for. Jeg tænkte i mit stille sind, at når abonnementet udløb, behøvede vi jo ikke forny det,” fortæller hun til Bagsiden.

Men det gjorde de. Fornyede det – og her 60 år senere er bryllupsgaven stadig værdsat som den måske bedste gave, de fik, ud over hinanden naturligvis.

”Avisgaven fra brylluppet, ja, den blev den mest langtidsholdbare. Hver eneste dag i 60 år har vi fået Kristeligt Dagblad bragt til vor dør, mere spændende, indholdsrig, nuanceret, alsidig, sober og med skarpe skribenter af alle slags. Den ligger mange niveauer over aviserne med de spændende overskrifter, og den bliver ofte citeret i andre medier,” lyder det fra Inger Kathrine Frisch.

Faktisk lærte hun avisen at kende allerede som barn. Om få uger fylder hun 80 år, og lige så længe har Kristeligt Dagblad været en fast bestanddel af hendes liv:

”Dog lagde jeg ikke særligt meget mærke til Kristeligt Dagblad de første syv år. Men da jeg kom i skole, lærte at læse, fik veninder og kom i deres hjem, opdagede jeg, at der fandtes andre aviser. Aviser med meget mere spændende overskrifter: Ildebrand, røveri, bortløbne hunde – jeg var ikke fri for at ønske, at vi skiftede vores ret kedelige avis ud med en af de mere sensationslystne af slagsen. Det var dog ikke noget, jeg talte højt om, da jeg vidste, at det aldrig kunne komme på tale,” fortæller hun.

Den pensionerede lærer i fagene dansk, kristendom og hjemkundskab og hendes mand, der også har været lærer, har nu mere tid til at læse avisen, fortæller hun.

”På vore gamle dage sidder vi længe over morgenkaffen og læser højt for hinanden af avisen, taler om det læste, er enige eller uenige med avisen og med hinanden, der er altid en masse stof til eftertanke. Vi er taknemmelige for 60 gode år sammen og sammen med en avis, der har bragt os så meget godt, herunder hovedgevinsten i en sommerkonkurrence i 2016 om et rejsegavekort, som vi brugte til 14 uforglemmelige dage på Bali,” fortæller hun og kommer så med en beklagelse:

”Ja, undskyld, jeg engang kaldte avisen kedelig. Det var mig, der var umoden, men den er også blevet bedre med tiden.”

Og hvorfor forlængede det nygifte par så avisabonnementet dengang?

Ud over indholdet, som de med tiden lærte at sætte pris på, så var det også af respekt for hendes mors og fars fine bryllupsgave.