Den 4. maj om aftenen meddelte BBC, at tyskerne havde overgivet sig i Danmark. Niels Ingerslev var 11 år og boede i Odense, da meddelelsen blev sendt. Han hørte ikke selv udsendelsen, da han befandt sig i haven på Monbergsvej i Odense, skriver Niels Ingerslev til Bagsiden, der har efterlyst øjenvidneberetninger fra befrielsesdagen.
Han husker tydeligt dagen, hvor Danmark blev befriet og beskriver sine oplevelser som følgende:
”Jeg hørte, der blev uro i husene rundt om. Nogle sang frihedssangen ’En vinter lang og mørk og hård’, nogle råbte hurra. Så kom far og mor og fortalte, hvad der var sket. Vi var glade ud over alle grænser,” skriver han og fortsætter:
”Jeg husker ikke, der var lys i vinduerne i Odense. Det var der andre steder. Den 5. maj stod vi tidligt op. Jeg var med far, mor og søskende oppe i tårnet i Fredens Kirke. Alle landets kirkeklokker ringede en hel time. Man glemmer aldrig, hvis man har været tæt på kirkeklokker, der ringer. Det er voldsomt. Dengang blev klokkerne betjent manuelt. Klokkeren var stokdøv.
Resten af dagen flakkede jeg rundt i byen. I dag kan jeg undre mig over, at mine forældre bare lod mig gå, men de er nok ikke blevet spurgt.
Jeg gik af Skibhusvej imod centrum i Odense. Flere steder hørte jeg skyderi i sidegaderne. Det store opgør var i gang. Landsforræderne skulle spærres inde og straffes. Det var hævnens tid. Bevæbnede frihedskæmpere kørte rundt i byen på lastbiler og hentede mennesker, som formodedes at være landsforrædere.
Jeg endte min vandring foran domhuset i Albanigade. Der var sort af mennesker. Det var her, fangerne blev afleveret for at blive spærret inde. Jeg så lastbiler med mennesker, der stod med armene over hovedet eller sad krumbøjet med hænderne foldet om nakken. De var svinet til med spyt og æg og andet ulækkert. De blev afleveret ved trappen til rådhuset, hvor en uniformeret person, måske en politimand, viste hver enkelt frem, til spot og spe. Derefter blev de spærret inde.
Mange blev løsladt i løbet af få dage. Der var ikke hold i anklagerne. Imens jeg var foran domhuset lød der enkelte skud. Der var vist ingen, som blev ramt,” skriver Niels Ingerslev om sine oplevelser dengang