Læser: Næ, her er årets største rødbede

Lars Mikkelsens rekordrødbede. – Privatfoto.
Lars Mikkelsens rekordrødbede. – Privatfoto.

”Mon det skulle være årets største rødbede,” spurgte læser Niels K. Christensen på Bagsiden i mandags, hvor han fremviste et foto af den 6,2 kilo store bede, han havde gravet op fra sin køkkenhave efter en usædvanlig havesæson på grund af årets klima.

Nej, det er det nok ikke, har en anden læser, Lars Mikkelsen fra Skævinge, nu svaret. For der kom hele 9,6 kilo rødbede op af jorden hos ham for to uger siden.

”Den blev ved med at vokse. Uanset tørke. Fik ikke vanding,” skriver han til Bagsiden.

Ud over en kæmpe bladtop foroven, så havde rødbeden mange topskud nedad de øverste 5-15 centimeter. Natten til den 28. oktober kom der is på vandet hjemme ved Lars Mikkelsen, og så blev det tid at høste!

”Jeg befriede den for al jord, rødder og blade. 9,6 kilo. Den er 39 centimeter høj og 24, 5 og 26 centimeter på tværs. Den er sået 19. april. Jorden var da kold og våd. Og det endte med, at den som eneste plante overlevede af de såede. Den er biodynamisk, altså ingen kemisk gødning eller gifte. På dyrkningsstedet var der en kompostbunke, der blev tømt i foråret 2017. Den var blevet præpareret, som vi gør i det biodynamiske. Bunken havde da inden stået urørt i et år og været under opbygning i et år inden,” skriver Lars Mikkelsen.

Hermed er der gået konkurrence i dette års rødbedesæson. Kan andre læsere mon slå 9,6 kilo? Og dokumentere det? I så fald send et foto og en kort tekst til Bagsiden@k.dk.