”Den 9. april 1940 blev jeg vågen ved en høj brummen, slog øjnene op og så far stå i natskjorte ved vinduet. Jeg skyndte mig derhen. Far græd, det havde jeg aldrig set før – jeg troede ikke, mænd kunne græde.”
Sådan skriver Tove Rasmussen til Kristeligt Dagblad, som har efterlyst læsernes minder om Besættelsen den 9. april 1940 og Befrielsen den 4.-5. maj 1945 for henholdsvis 80 og 75 år siden.
Tove Rasmussen husker den 9. april og skriver følgende om dagen i 1940, hvor hun var 12 år og boede på ”Sønderriis”, en gård imellem Esbjerg og Guldager:
”Helt lavt over vores ret store have hang en bombemaskine. Det virkede, som om den holdt helt stille. Det blev en mærkelig morgen. De danske soldater, som vi de seneste måneder havde haft indkvarteret, var borte, og over radioen hørte vi om invasionen. Jeg cyklede grædende de tre kilometer til Sædding Skole, hvor det vrimlede med tyske soldater, som allerede havde taget gymnastiksalen i brug. Bag skolen lå Femhøje, et godt observationssted. Efter en kort samling og besked om at komme igen i morgen blev vi sendt hjem, ny grædetur, min verden faldt i grus.
Værre blev det et par dage efter, da førstelæreren fra Guldager stod i køkkendøren sammen med en højtstående tysk officer. De skulle vurdere, hvor mange soldater, gården kunne rumme. Resultatet blev 32 heste i laden og 16 soldater på stuehusloftet.
Jeg hadede bare tyskerne fra dag et – tage imod chokolade af en tysker – aldrig! De var kommet for at beskytte os, fik vi at vide, men også at de skulle hjem igen til jul, når de havde sejret, hvilket fik en gammel korporal fra Første Verdenskrig til at mumle, at tre-fire år nu sagtens kunne gå. I skolen blev vi tvangsindlagt til militærkoncert i gymnastiksalen. Langt ind i min voksenalder kunne jeg ikke klare lyden af en xylofon, som var et meget brugt og gennemtrængende instrument.
Hele den sidste del af min barndom og de første ungdomsår er gennemsyret af oplevelser med besættelsesmagten. Vi boede tæt på det, der blev Vestvolden, så tyskerne hørte til vores hverdag.”