”Befrielsen kom som en æterbåren meddelelse,” skriver Ebbe Larsen om den nyheden, der blev meddelt på britiske BBC, oplæst af Johannes G. Sørensen med ordene ”De tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland – og i Danmark har overgivet sig.”
Kortfilminstruktøren og forfatteren fra Odense husker tydeligt, hvad der skete, da han var otte år og oplevede dagen for befrielsen, og har sendt historien til Kristeligt Dagblad, der har efterlyst øjenvidneberetninger fra Befrielsen for snart 75 år siden.
”’Hurra!’ råbte min far med en styrke, der næsten forskrækkede mig,” fortsætter Ebbe Larsen i sin beretning, som Bagsiden bringer her:
”Hele familien gik hen til vinduet og åbnede det. Det samme gjorde de på den modsatte side af gaden. Folk vinkede til hinanden, nogle stak et dannebrogsflag ud af vinduet, andre begyndte at synge.
Det ringede på døren. Det var lærer Fischer fra anden sal. ’Har De hørt det, Larsen?’ spurgte han. Selvfølgelig havde Larsen hørt det. Det havde tilsyneladende alle på Drewsensvej. Nu kom også fru Fischer. ’Er det ikke dejligt,’ sagde hun. Hun græd. ’Det er af glæde,’ sagde hun.
’Lad os gå op på Flakhaven, op til rådhuset,’ foreslog lærer Fischer. Det var der enighed om.
’Men først skal jeg have ild på cigaren,’ sagde min far. Han havde gemt, hvad han kaldte en rigtig cigar, til den dag, freden kom. Rigtige cigarer havde man ikke kunnet få i mange år. Man kunne kun få danske cigarer, og de var ikke rigtige, sagde min far.
Med damp på cigaren sluttede familien Larsen med to børn og familien Fischer med fem børn sig til den tætte strøm af mennesker, der var på vej til byens hus. Alle hilste på hinanden og sagde ’til lykke’. Nogle omfavnede mennesker, de aldrig før havde set. En ubeskrivelig summen af opstemthed fyldte gaden, da vi gik ad Albanigade mod Flakhaven. Fra toppen af en bunker holdt en ung mand et stort dannebrogsflag. Rundt om ham stod folk og sang ’Der er et yndigt land.’
Da vi nærmede os Albanibroen, der fører over Odense Å, var folkemængden så tæt, at det næsten var umuligt at komme frem. I stedet valgte vi at gå gennem Eventyrhaven, der til H.C. Andersens pris breder sig neden for domkirken. Også her var en vrimmel af glade, opstemte mennesker. Vi var på vej op ad trapperne til Flakhaven, da der pludselig skete noget. Der lød et skud. Så endnu et, efterfulgt af en maskinpistolsalve. Den glade summen af stemmer blev afløst af skrig og råb. Folk vendte om som på kommando og begyndte at løbe tilbage mod Eventyrhaven. Jeg mærkede én tage mig fast i hånden, så det næsten gjorde ondt. Det var min far.
’Kom, så skal vi hjem,’ sagde han og begyndte på noget, der lignede et løb. Jeg havde aldrig før set min far løbe. Han havde haft polio som barn og var gennem hele livet præget af sin barndoms sygdom. Samtidig med at han løb, spyttede han cigaren ud. Kun halvt røget rullede cigaren ned over trapperne.
Det, at min far spyttede cigaren ud, var for mig næsten ligeså overraskende, som at se ham løbe.
Jeg vidste, han havde glædet sig til den cigar. Nu lå den kvast under fødderne på de mennesker, der som os var på flugt,” skriver Ebbe Larsen og fortsætter sin beretning:
”Det var tusmørke,da vi i spredt orden vendte tilbage til Drewsensvej. Først familien Fischer, siden min mor og søster og til sidst min far og jeg. Der havde ikke lydt flere skud, og ingen vidste, hvad der i virkeligheden var sket, men turen til rådhuset var aflyst.
I stedet samledes vi i lærer Fischers lejlighed. Andre familier sluttede sig til. Jeg forstår ikke, hvordan vi kunne være dér, men det kunne vi, selvom der ikke var stole til alle. De voksne fejrede Befrielsen i dansk frugtvin, og på gulvet sad vi børn med noget så sjældent som en sodavand i hånden. Luften i lærer Fischers to stuer var tæt af tobaksrøg fra danske cigaretter og danske cigarer, så det blev nødvendigt at lukke et par vinduer op. Fra gaden nåede lyden af syngende mennesker ind gennem vinduerne til os på anden sal.
’Ebbe, kom og se,’ sagde min mor. Hun stod ved vinduet. Jeg gik hen til hende og så ud. Gaden var fyldt med glade mennesker, men det, jeg især lagde mærke til, var, at man kunne se ind i folks lejligheder på den anden side af gaden. Jeg kunne ikke huske, at jeg nogensinde havde oplevet andet end mørkelagte huse. Nu strømmede lyset ud fra hver eneste lejlighed. Det var slut med de nedrullede mørkelægningsgardiner.
Det blev en lang aften. Det var som om, ingen ønskede, den skulle slutte, og den aften var der ingen, der sagde, ’sengetid for børn’. Resultatet var, at det flød med sovende børn på gulvet i lærer Fischers lejlighed. Selv havde jeg ikke lyst til at sove. Jeg husker, jeg sad på gulvet med sviende øjne fra den tætte tobaksrøg. Jeg husker, jeg havde lyst til at lukke øjnene, men jeg gjorde det ikke. Måske var jeg bange for at gå glip af noget. Jeg havde på fornemmelsen, ja, jeg mærkede, at jeg var vidne til noget helt specielt og usædvanligt, det, de voksne kaldte Befrielsen.
Aftenen den 4. maj var på en gang uvirkelig, men samtidig også meget, meget virkelig. Jeg har ikke nogensinde siden oplevet noget, hvor glæden var så ægte, som den, jeg som otteårig fornemmede den 4. maj 1945. Det er som en film med en endeløs række af billeder, der for bestandigt har fæstnet sig i erindringen.
Jeg glemmer aldrig den aften. Jeg ønsker heller ikke at glemme den. Det kan jeg for øvrigt heller ikke. Hver gang, jeg hører befrielsesbudskabet, bliver jeg berørt. Så ser jeg igen de billeder, der blev fremkaldt den aften. De står fortsat skarpt og nærværende for mig, som var de optaget i går,” skriver Ebbe Larsen i sin øjenvidneberetning.
Ebbe Larsens historie er et uddrag fra hans selvbiografi ”Tidsbilleder – fra en fortælling, der begyndte i 1937”, der udkom i 2018.