I avisen forleden kunne man læse om et forslag om at ændre navnet på juni til juno, som var navnet på den romerske gudinde Juno. På den måde kan man undgå ”sproglige betegnelser, der giver så mange daglige uklarheder”, som forfatter og historiker Hans Christian Bjerg skrev i sit debatindlæg.
Han mener, at der er gentagne misforståelser i forbindelse med betegnelserne for månederne juni og juli. Dels ligger månederne ved siden af hinanden, dels er de vanskelige lydmæssigt at skelne fra hinanden.
”Det er på tide, at Dansk Sprognævn tager dette problem op og lancerer nye betegnelser, således at vi hurtigt kan skelne mellem de to sommermåneder,” lød det i indlægget.
Det blev delt på Kristeligt Dagblads facebookside, og blandt de mange kommentarer mødte skribenten ikke særlig stor opbakning til forslaget om navnene på juni og juli.
”Hvorfor dog forsøge at lave det om, det er da godt nok, som det er,” skriver Lydia Skals i sin kommentar.
Det forstår Susanne Juel-Winther heller ikke. ”Personligt har jeg aldrig haft et eneste problem med de to månednavne. Det kan da ikke være sværere end at benævne dem sjette og syvende måned, hvis man taler med en hørehæmmet, eller man fornemmer, at modparten er i tvivl,” skriver hun.
Andre er enige i, at det er bedre at tale mere tydeligt end at begynde at ændre navne på måneder.
”Hvad er det da for noget nonsens. Måske skulle man bare lære folk at tale tydeligere. Det samme gør sig gældende med udtalen af ’lærerne’ og ’lægerne’! Skal der så også findes nye navne og betegnelser for disse? Jeg havde en glimrende lærer i folkeskolen, der konstant sagde ’artikuler, artikuler’!,” skriver Anni Tønnesen.
”Hvis folk kan læse og tale tydeligt, så går det vistnok, som det er nu,” istemmer Pia Ring Jonasen.
Og selv for en hørehæmmet som Kirsten Vejerslev Mikkelsen, der er født i juli, er der ingen problemer, meddeler hun i den lange kommentartråd.
Andre går med på legen og kommer med egne forslag:
”Vi kunne jo bytte om på december og juli, så har vi jul i juli. Det er lige til højrebenet,” skriver Hannah Remme.
Også Peter Nedergaard ”vover at at gå imod strømmen”:
”Jeg synes, at Hans Christian Bjerg har en pointe. Juno lyder som et godt, logisk og enkelt forslag. Men de fleste af de andre kommentarer viser, at modviljen mod forandringer er stor,” skriver han.