Prøv avisen

Læsere uddeler ros til præster i hele landet

”Du samler din menighed med hjertet og giver altid ord og glæde med til livets vej,” skriver Lone Østergaard om sin præst på Facebook. Foto: Paw Gissel

Der er altid tid og rummelighed på præstegården, lyder det blandt de mange hyldester til præster

Der er utrolig mange præster i Danmark, som er verdens bedste præst.

Sådan skrev Lotte Boas, sognepræst ved Fredens Kirke i Svendborg, i et debatindlæg i avisen forleden. På Facebook havde hun set en kollega slå et billede op af sig selv i kjole og krave, og det affødte kommentarer fra folk som: ”Du er en fantastisk præst.” Det måtte Lotte Boas dele med avisens læsere.

”De mennesker, der har skrevet deres ros til deres præster, er mennesker, der har oplevet præstens nærvær,” skrev hun.

Det nærvær kender mange, forstår man på de mange reaktioner, der er kommet, da hendes artikel blev delt på Kristeligt Dagblads Facebook-profil.

Lone Østergaard skriver om præst Gitte Meyer Jørgensen fra Vor Frue Kirke i Svendborg: ”Du samler din menighed med hjertet og giver altid ord og glæde med til livets vej.”

Martin Jefsen skriver i sin kommentar om præsten i Nr. Løgum Kirke i Løgumkloster:

”Som jeg kender Bent Oluf Damm, bryder han sig ikke rigtig om at blive fremhævet på denne måde. Jeg gør det alligevel, fordi vi er mange, der er taknemmelige for at have ham som præst. Tak for dig!”.

Og således uddeles der rundhåndet roser til ”verdens bedste præst” i kirker rundt- om i hele landet fra Hjallese og Varnæs til Sdr. Stenderup til Horsens, Nyborg og Viborg.

Bettina Klara Klejnstrup Uhrbrand skriver: ”Karen- Ingeborg Jacobsen i Måbjerg og Ellebæk Sogn er en fantastisk god præst, der virkelig leverer ’varen’ til alle lejligheder – jeg er total fan.”

Præsten i blandt andet Åsted-Selde Sogn fortjener også stor ros, mener Birgitte Haahr Callesen:

”Hun er et fantastisk, varmt og tillidsvækkende menneske. Hun får en til at føle sig godt tilpas. Hun er på ingen måde fordømmende med løftede pegefingre i kristendommens navn, men hun viser vejen på bedste vis med sin åbenhed og medmenneskelighed. Hun inkluderer i stedet for at ekskludere. Hendes måde at være på er for mig en rigtig god præst – en sand præst.”

Fra Harboøre lyder det: ”Der er altid tid og rummelighed i præstegården. En skøn forkyndelse får vi også altid. Tak til Karsten Christensen og hans skønne kone,” skriver Lene Stenstrup.

Carina S. Hansen er også glad for ”sine” præster og fortæller:

”Inge Mader, fordi du er, som du er, fordi du har været med, da det hele var værst, og især fordi du valgte at imødekomme drengenes ønsker med valg af musik og noget med nogle stjernekastere, da far blev bisat.”