Læserne holder af flyvende underholdning til morgenkaffen

Mange af vores læsere har for længst skrottet morgenfriske tv-værter til fordel for ornitologiske oplevelser foran vinduet

Dompappen (billedet), kernebideren, sumpmejsen og rødhalsen er blandt de mange populære bevingede venner, som Kristeligt Dagblads læsere nyder at iagttage på de stille vintermorgener. –
Dompappen (billedet), kernebideren, sumpmejsen og rødhalsen er blandt de mange populære bevingede venner, som Kristeligt Dagblads læsere nyder at iagttage på de stille vintermorgener. – . Foto: Polfoto.

I weekenden bragte vi en artikel med en opfordring til at droppe fjernsynet og kigge på fugle i stedet. Den nåede ud til flere end 40.000 personer på det sociale medie Facebook og blev delt, liket og kommenteret flittigt. Det viste sig, at mange af vores læsere for længst har skrottet morgenfriske tv-værter til fordel for ornitologiske oplevelser foran vinduet, og læserne bød på hele 88 små historier om deres flyvende favoritter.

”Den kigger ind af mit vindue til mig og lægger hovedet på skrå. Jeg er helt solgt!”, skrev Birthe Kærslund om en trofast topmejse.

Også Steen Zoffmann har opbygget et tæt bånd til en lille fugl fra mejsefamilien: ”Jeg har en blåmejse – den ved ikke, at den tilhører mig, men det gør den!”.

Birgitte Haubach Smede-gaard er betaget af et dompap-par, der kommer fast på besøg, og Steffen Unmack Larsen har oplevet en hel lille kærlighedshistorie udspille sig foran vinduet – med to solsorte i hovedrollerne:

”Jeg fodrede en etbenet solsort gennem en vinter. Normalt sad den i læ mellem brændestabel og mur og humpede ud for at spise æble, og hvad jeg ellers havde. Som foråret meldte sig, begyndte det manglende ben at vise sig alligevel, en anden solsort sås ofte, og en dag var de begge væk,” skriver han.

For Merete Thaudal Christensen vækker kernebideren behagelige minder: ”Jeg så den som barn i vores baghave og var dybt betaget af farverne. Og da det var første gang, vi så den i haven, fik jeg lov til at sætte et kryds ved den i fuglehåndbogen. Et dejligt minde og en smuk fugl.”

Andre kan fornøje sig med et helt lille ornitologisk paradis foran vinduet:

”Jeg kan sidde og glæde mig over musvitter, grønirsk, solsorter, gråspurve og blåmejserne – og ikke mindst når fasanerne kommer og frekventerer etablissementet,” skriver Leif Axberg.

Ifølge Kirstine Larsen kan naturen dog også vise sig fra sin mere barske side: ”Vores to egern har det med at jage fuglene væk og score alle solsikkefrøene,” skriver hun, og Ragnhild Degn må konstant holde et vågent øje med, at fiskehejren ikke snupper hendes guldfisk.

Det er nu ikke alle, der er interesserede i at vælge mellem fjernsynet og fuglene, som opfordringen lægger op til: ”Jeg elsker uglen i denne tid, for så kan jeg se tv samtidig,” skriver Bente Hausted Kaas. Sværere bliver det for Steffen Tolstrup:

”Jeg har hverken fjernsyn eller fugle. Hvad skal jeg så lave?”.