Lammeskank uden restriktioner

Når Poul Joachim Stender kokkererer, er corona-anbefalingerne for en stund sat ud af kraft. Han holder ikke afstand til fede sager, og madvarerne er hverken underlagt forsamlingsforbud eller rejserestriktioner

Efter at være testet negativ ni gange for corona tester Poul Joachim Stender foråret med lammeskank, ærter, ramsløg og nye kartofler. – Foto: Poul Joachim Stender.
Efter at være testet negativ ni gange for corona tester Poul Joachim Stender foråret med lammeskank, ærter, ramsløg og nye kartofler. – Foto: Poul Joachim Stender.

Lammeskank fra New Zealand. Kartofler fra det egyptiske forår. Friske ærter fra Italien. Pinjekerner fra Spanien. Rygeost fra Fyn. Ramsløg fra Lejre og øl fra Thisted. I mit køkken udfolder sig et internationalt og nationalt samarbejde. Her er ingen restriktioner. Ingen røde zoner. Ingen karantæne. Kød og grøntsager fra udlandet er lige så velkomment som bælgfrugter og kålhoveder fra Danmark. Jeg har ikke indført forsamlingsforbud for antallet af genstande. Jeg holder ikke behørig afstand til fede sager. Sprit i mit køkken er til indvortes og ikke udvortes brug. Forårskåd sætter jeg mig ved et bord i min have mellem erantis og vintergækker. Selvom solen skinner, er det hundekoldt. Men jeg er ligeglad. Jeg har lange underbukser på og har bestemt mig for at være lykkelig. Jeg er ikke forarget over, at biskoppen i Helsingør blev skilt uden at have det med i sit valgprogram. Jeg glæder mig i solskinnet over, at vores statsminister har været i Israel for at sikre os fremtidige vacciner. Jeg kan lide både biskoppen og Israel og vacciner. Mine hænder dufter af ramsløg. Jeg har plyndret skovbunden ved Ledreborg Gods for nordens hvidløg. Efter at være testet negativ ni gange for coronavirus, tester jeg foråret med lammeskank, ærter, ramsløg, nye kartofler og rygeostcreme. Resultatet af min prøve er: positiv.