Langt inde i overtiden. Ord fra sporten er driblet ind i sproget

Kommentatorer og journalister ynder at bruge frasen “dybt” eller “langt inde i overtiden” for at sætte trumf på dramatikken

"Med det store fokus, som medierne har på udbredte sportsgrene som fodbold, cykling, boksning, løb med mere, er det ikke underligt, at ord og udtryk fra sportens verden breder sig til dagligsproget," skriver sprogekvilibrist Henrik Lorenzen.
"Med det store fokus, som medierne har på udbredte sportsgrene som fodbold, cykling, boksning, løb med mere, er det ikke underligt, at ord og udtryk fra sportens verden breder sig til dagligsproget," skriver sprogekvilibrist Henrik Lorenzen. Foto: Morten Voigt.

“Dybt inde i overtiden lykkedes det at indgå en ny klimaaftale på COP27. En helt central del af aftalen er en fond målrettet de lande, der bliver hårdest ramt af klimaforandringer”. Sådan lød budskabet i flere danske medier for et par uger siden, da klimatopmødet i Egypten var slut, og bolden blev givet op til det skandaleramte VM i herrefodbold i Qatar.

På det almindelige arbejdsmarked er overtid den ekstra tid, som nogle arbejder ud over sædvanlig arbejdstid, også kaldet overarbejde, og i sportens og ikke mindst fodboldens verden er overtid den tid, der lægges til den ordinære spilletid, hvis spillet har været afbrudt. Ikke sjældent sker der vigtige ting i overtiden, for eksempel kan der scores mål, der afgør kampen til det ene holds fordel. Derfor ynder kommentatorer og journalister at bruge frasen “dybt” eller “langt inde i overtiden” for at sætte trumf på dramatikken, og ikke overraskende har den sprogbrug bredt sig til almensproget.

I en omtale af sidste års COP-møde hed det for eksempel i Information: “Efter et følelsesladet og nervepirrende drama endte det langt inde i mødets overtid med et kompromis på Indiens betingelser”, og i Dagbladet Roskildes kommentar til det netop overståede folketingsvalg var der også en hentydning til fodboldjargonen: “På hvad der i sportens verden ville blive kaldt for en scoring langt inde i overtiden, lykkedes det alligevel rød blok at samle nok mandater til, at det her til formiddag var Mette Frederiksen (S), som kunne gå til dronning Margrethe som kongelig undersøger.”

Med det store fokus, som medierne har på udbredte sportsgrene som fodbold, cykling, boksning, løb med mere, er det ikke underligt, at ord og udtryk fra sportens verden breder sig til dagligsproget og der får en overført, metaforisk betydning om noget andet, end det oprindelig dækker.

Går man efter manden og ikke efter bolden, betyder det i almensproget, at man er ude efter en person (ikke nødvendigvis en mand) og ikke efter de handlinger eller synspunkter, vedkommende står for. Et selvmål betyder ikke, at man skyder en bold i eget målnet, men at man fremsætter en udtalelse eller begår en handling, der ender med at skade én selv – en karakteristik, der passer glimrende på, hvad Fifas præsident, Gianni Infantino, kom ud i, da han forsøgte at forsvare det internationale fodboldforbunds holdninger og dispositioner i forbindelse med den mildt sagt kritisable VM-turnering.

Det danske fodboldforbund DBU’s tøvende stillingtagen til de moralske dilemmaer i forbindelse med slutrunden kan man vist godt tillade sig at kalde fedtspil, en forsigtig og afventende adfærd, der vidner om, at man vil undgå konfrontation eller opnå et bestemt resultat, svarende til en lignende måde at spille for eksempel fodbold eller håndbold på.

Og nu vi er ved håndbold, er det jo også kun et par uger siden, de danske håndboldkvinder var liiige ved at hente EM-guldet hjem, men de norske naboer var lige en håndsbred bedre. Med et udtryk fra netop håndboldspillet kan man sige, at der er dømt nøl, hvis nogen er urimelig længe om at beslutte sig for (ikke) at gøre noget, nærmest en slags fedtspil. Udtrykket nøl bruges ikke længere på håndboldbanen, når det angribende hold spiller frem og tilbage uden at skyde på mål, for der taler man nu om “passivt spil”, og det kan udløse et frikast til det forsvarende hold.

Inden klummen her går i overtid, vil jeg afslutningsvis konstatere, at de hjemlige regeringsforhandlinger i skrivende stund stadig er i gang. Partierne er kommet i infight, måske prøver den fungerende statsminister at bokse noget igennem, og den blå blok forsøger sig eventuelt med stød under bæltestedet. Der er både letvægtere og sværvægtere med ved forhandlingsbordet, og det kan nok være nødvendigt at sænke paraderne, men ingen ønsker formentlig at havne ude i tovene. Personlig håber jeg, at godt benarbejde fører til et fornuftigt og afbalanceret resultat – uden at nogen skal knockoutes. Slutfløjt herfra!

Dette er en sprogklumme. Klummen skrives på skift af forfatter Susanne Staun og seniorredaktør Henrik Lorentzen