Lasse har bygget Roskilde Domkirke i Lego - i 10 forskellige versioner

21-årige Lasse Vestergård var bare halvandet år, da han første gang blev fotograferet med en af Legos bygge- vejledninger i hånden. Som medlem af Lego-entusiastforeningen Byggepladen bygger han i dag ud fra fri fantasi

Lasse Vestergård fotograferet med en model af Roskilde Domkirke og de omkringliggende bygninger i størrelsesforholdet 1:100. Den har taget halvandet år at bygge.
Lasse Vestergård fotograferet med en model af Roskilde Domkirke og de omkringliggende bygninger i størrelsesforholdet 1:100. Den har taget halvandet år at bygge. . Foto: Henrik Christensen.

Hvordan opstod din interesse for Lego?

"De første år byggede jeg kun de ting, der stod i byggevejledningerne. Men da jeg var 10 år gammel, var min mor og jeg i Taastrup for at se en Lego-udstilling, der blev arrangeret af Danmarks Legoentusiastforening, Byggepladen. Det var første gang, jeg hørte om voksne Lego- entusiaster. Da vi så alle de voksne, der byggede flotte Lego-modeller, som de selv fandt på, begyndte vi også at bygge selv. Året efter, i 2007, meldte min mor sig ind i foreningen, for man skal være 13 år for at være medlem. Derefter begyndte vi at lære andre medlemmer af Byggepladen at kende, og så blev det sådan en hobby, som min mor og jeg fik og har haft siden."

Hvad er det sjove ved at bygge med Lego?

"Det er kreativiteten og det, at man selv kan skabe noget. På den måde er Lego en form for kunst."

Hvor lang tid bruger du på din interesse for Lego?

"Det er mest i weekenden, at jeg bygger. Men der går også rigtig meget tid med at sortere klodser. For når man skal i gang med at bygge noget nyt, skal klodserne være sorteret efter farver og faconer. Så det er faktisk de fleste aftener, jeg sidder og sorterer klodser, og så hører jeg lydbøger imens."

Hvor mange penge bruger du på Lego?

"Det har jeg heldigvis ikke tal på. Men jeg har den fordel, at min mor har den samme hobby, så det er hende, der betaler det meste. Når man har bygget modeller i mange år, har man et rimeligt stort lager af klodser. Vi har to rum, hvor vi opbevarer kasser med løse klodser. Så har vi for eksempel en stor kasse med grønne standardklodser og en kasse med minifigur-hoveder. Så det er oftest kun nogle helt specielle små klodser, vi kommer til at mangle."

Hvordan er fællesskabet blandt jer i Legoentusiastforeningen?

"Vi mødes til noget, vi kalder byggemøder, en gang om måneden. Så tager vi Legosæt med og bygger og snakker om, hvad der er sket inden for Lego, siden vi mødtes sidst. Jeg har også deltaget i over 40 udstillinger. Blandt andet i Oslo, Köln, London og Hongkong. Vi er meget forskellige mennesker, i mange forskellige aldre og med forskellige erhverv, men alligevel fungerer det godt. Vi hjælper hinanden, fordi vi har forskellige evner. Der er for eksempel en, der er rigtig god til programmering, så han kan få ting til at bevæge sig. Og min mor og jeg er gode til at bygge ting, sådan at de ligner virkeligheden."

Foto: Henrik Christensen

Hvilken Lego-model er din favorit?

"Roskilde Domkirke har jeg bygget rigtig mange gange. Jeg har talt mig frem til, at jeg har bygget den i 10 forskellige versioner i alt. Jeg har bygget den i fire forskellige størrelsesforhold, og så har jeg bygget modellen, der viser dens udvikling, fra det startede med en lille trækirke i år 980 frem til i dag. Med alle de modeller, jeg har bygget, var det første, jeg gjorde, at kigge på kirkens grundplan, som jeg fandt på Google. Derefter målte jeg op, hvor stor kirken skulle være i Lego. Så snart jeg havde grundplanet, byggede jeg resten op ud fra fotografier fundet på Google. Og fordi jeg bor i Roskilde, har jeg også været forbi at tage billeder af domkirken."

Hvad er den største fordom, du møder?

"Da jeg var 14-15 år, kunne der godt være nogle klassekammerater, der syntes, man var lidt barnlig. Men når man er over 20 år og bygger store, flotte modeller, som jeg gør, så er der ikke rigtig nogen fordomme, for så kan folk godt se, at man ikke bare leger. Der er selvfølgelig også mennesker, der ikke interesserer sig for Lego overhovedet. Blandt andet min far. Han synes bare, det fylder."