Leo, Pius eller Bonifatius?

En ny pave skal vælge et navn. Her er de 10 hyppigst benyttede pavenavne

På billedet installeres den skorsten, som den hvide røg kommer ud af, når der er valgt en ny pave. En af den nye paves første opgaver bliver at vælge et nyt navn. –
På billedet installeres den skorsten, som den hvide røg kommer ud af, når der er valgt en ny pave. En af den nye paves første opgaver bliver at vælge et nyt navn. –. Foto: .

Når den hvide røg stiger til vejrs over Det Sixtinske Kapel i Vatikanet, er kardinalerne i den katolske kirke nået til enighed om en ny pave. Som noget af det første på jobbet vil den nye indehaver af Petersembedet afsløre, hvad han ønsker at kalde sig selv. En paves valg af navn indikerer ofte, hvilken retning han ønsker at lede kirken i.

Da konklavet i 2005 udvalgte Joseph Ratzinger til pave, tog han navnet Benedikt XVI. Den forrige Benedikt kæmpede for fredelige løsninger under Første Verdenskrig, og Benedikt XVI ønskede med navnevalget at placere sit embede i forsoningens tjeneste.

LÆS OGSÅ:
Katolikker: Paven skal kunne kommunikere

Da kardinal Ratzinger i mange år virkede som professor, var Benedikt også et naturligt navnevalg. Det gav en kobling til den berømte munk Benedikt af Nursia, der er skytshelgen for blandt andet uddannelse.

Benedikt er med 16 optrædener på pavelisten det næstmest benyttede pavenavn og overgås kun af navnet Johannes, som 23 paver har anvendt gennem tiden.

Alene i det 20. århundrede har der været tre paver med navnet Johannes. Den seneste af dem var kardinal Karol Wojtyla, der i 1978 blev valgt af konklavet til ny pave, hvorefter han tog navnet Johannes Paul II i hengivenhed til den forrige pave, Johannes Paul I, der kun nåede 33 korte dage i embedet inden sin død.

Om pave nummer 266 kommer til at hedde Johannes, Benedikt eller noget helt tredje, er op til ham selv. Dog siger traditionen, at navnet Peter ikke må bruges. Det skyldes ærbødighed over for apostlen Peter, der var den første pave.