Leve den spanske sol og strand

65 millioner udlændinge holdt sidste år ferie i Spanien, som dermed er verdens tredjestørste turist-stormagt efter Frankrig og USA

Kysterne langs Middelhavet og storbyer som her Barcelona og Madrid tiltrækker millioner af ferierende udlændinge. -
Kysterne langs Middelhavet og storbyer som her Barcelona og Madrid tiltrækker millioner af ferierende udlændinge. - . Foto: Jens Ulrich Pedersen.

Sol og strand, men også god mad er de mest åbenlyse forklaringer på, at Spanien for andet år i træk har sat historisk rekord i antal turistbesøg. Sidste år holdt 64.995.000 udlændinge ferie i Spanien, og det er 4,3 millioner eller syv procent flere end i 2013. Briter, tyskere, franskmænd, men også skandinaver bliver ved med at strømme til det sikre turistmål.

”Det er unfair og forkert at påstå, at Spanien har oplevet så stor fremgang på grund af det arabiske forår og den usikkerhed i Nordafrika, det har skabt. Den historiske rekord skyldes udelukkende egne meriter,” siger Taleb Ri-fai, generalsekretær for Verdensturistorganisationen under FN, UNWTO, der har hovedsæde i Madrid.

De mange besøg skæpper godt i den kriseramte spanske statskasse.

Sidste år blev det en indtjening på over 62 milliarder euro (mere end 450 milliarder kroner), og turisme udgør nu tæt ved 15 procent af det spanske bruttonationalprodukt og en lige så stor procentdel af de spanske jobs. Catalonien, De Kanariske Øer og Mallorca og Ibiza var de største magneter, men også kysterne langs Middelhavet og storbyer som Barcelona og Madrid tiltrak millioner af udlændinge. Rundt regnet tre ud af fire turister sagde, at de tog til Spanien efter sol og strand, men hver tiende nævnte som det vigtigste punkt at spise godt.

Med den historiske rekord konsoliderede Spanien sin position som verdens tredjestørste turist-stormagt efter Frankrig og USA, men foran Kina, der modtog 60 millioner udlændinge i 2014. Men måske kun for et stykke tid endnu. Taleb Rifai forudser nemlig, at Kina og resten af Asien bliver ”det trendy kontinent” i de næste år.

I 2012 rundede verden en milliard internationale turister, og den udvikling er fortsat. I 2014 var antallet steget til 1,1 milliard, hvilket er fem procent flere end året før. Og i 2030 vil det ifølge UNWTO's forventninger stige til 1,8 milliarder. En verden til forskel fra 1950 da kun 25 millioner mennesker rejste til et andet land.

”I 2014 så vi fremgang på stort set alle kontinenter, selv i Afrika, der steg tre procent på trods af ebola og krige. Det amerikanske kontinent gik stærkest frem med otte procent. Men også Asien steg kraftigt, ikke mindst Indien, der oplevede en stigning på næsten otte procent. I Europa var det især middelhavslandene, der voksede mest, og Spanien er ikke alene om at være populær blandt turisterne. Der er også robust fremgang i lande som Grækenland, Portugal og Malta,” oplyser Taleb Rifai.

Ifølge UNWTO står turismen i dag for ni procent af verdens bruttonationalprodukt, BNP, og den er nu den tredjestørste industri efter våben og underholdning. Hvert ellevte jobs skabes i disse år i turistsektoren.

Taleb Rifai, der selv er fra Jordan, mener, at turismen i dag er en afgørende faktor i verdens udvikling og til at reducere sult og fattigdom.

”Naturligvis er turisme forretning og indtægter for et land. Men den bidrager samtidig til fred og sociale fremskridt og politisk stabilitet både nationalt og globalt set,” siger han til Kristeligt Dagblad.

Han nævner som eksempel det forventede boom, Cuba kan komme til at opleve efter optøningen af forholdet til USA.

”Det kan komme til at betyde en strøm af turister og angiveligt få en kæmpe effekt for Cuba, økonomisk og socialt og måske også politisk. Og det vil givetvis også smitte positivt af på andre caribiske mål,” siger verdensturistchefen.