Prøv avisen

Line Wilton er på plads, når klappen går ned

På en studietur til Stockholm oplevede Line Wilton, at svenske sufflører på de store teatre har en speciel arbejdsstol og et hvilerum til rådighed, så de ikke lider overlast. Sådan var det ikke i Skuespilhuset. Men det fik Line Wilton hurtigt lavet om på. I øjeblikket har hun nemlig en splinterny arbejdsstol på prøve. ”Ih, det er så skønt,” siger hun lykkeligt. Hvilerummet må hun dog se langt efter, for det sidste oplagte rum er netop blevet givet til teatrets frisører, der længe har manglet et "paryk-rum" til de utallige parykker, der før har ligget i vejen. Foto: Iben Gad

Bevæbnet med blyant og manuskript har Line Wilton de seneste 37 år hjulpet skuespillere med at huske deres replikker. Bliv klogere på hendes arbejde som sufflør i Bagsidens nye jobserie

Hvad går dit arbejde ud på?

En sufflør er skuespillerens livline. Alle kender følelsen af, at klappen går ned. Når det sker, sidder jeg klar til at give suffli (hjælpe skuespilleren på vej ved at give stikord til en glemt replik, red.). Mange tror, at suffløren sidder i en kasse, men i dag sidder vi faktisk blandt publikum på forreste række. Jeg har mit nodestativ med manuskriptet placeret foran mig og en lille læselampe. Jeg skal selvfølgelig forsøge at være så usynlig som muligt, men der vil altid være få publikummere, der bemærker, jeg sidder der. Der er også mange, der tror, at suffløren hvisker, når en skuespiller glemmer sin replik, men det må man aldrig gøre. Hvisken hører publikum helt garanteret, mens skuespilleren, der er gået i stå, har meget svært ved at høre det. Siger man i stedet replikken roligt, men tydeligt, går det meget bedre, og i de fleste tilfælde opdager publikum det ikke.

Går al din tid med at sufflere?

Jeg er med gennem hele prøveforløbet og under det, der kaldes læseprøver. En af mine vigtige opgaver er at notere de ændringer, instruktøren vedtager undervejs, som jeg sørger for at skrive ind i manuskriptet. Hvis en skuespiller laver en talefejl under prøverne, giver jeg ikke suffli, det gør jeg kun, hvis personen helt glemmer sin replik, eller hvis skuespilleren kommer til at springe en længere passage over. Efter prøverne gør jeg som regel skuespilleren opmærksom på, hvilke steder han eller hun kom til at sige noget, der ikke var helt som i manuskriptet. Man kan godt sige, at jeg på en måde er politibetjenten, der holder øje under forløbet. Ud over det order jeg med skuespillerne, som vi kalder det. Det vil sige, at jeg læser med de skuespillere, der har brug for at øve sig om formiddagen inden prøverne.

Hvordan opstod din interesse for faget?

Jeg er ud af en skuespillerfamilie i flere generationer. Min far var direktør på Odense Teater i mange år, og min mor var skuespiller. Første gang, jeg snusede til sufflørrollen, var jeg kun 10 år gammel. Min mor havde en oplæsning sammen med en anden skuespiller, og de havde travlt. Jeg husker, at hun sagde: ”Line, kan du ikke tage med ud, så får du manuskriptet. Du skal bare stå i baggrunden, og hvis noget glipper, kan du lige hjælpe til”. Så stod jeg der med et teatermanuskript og tænkte: ”Det her er spændende”. Senere sendte mine forældre mig på Jacques Lecoqs mimeskole i Paris. Ikke fordi jeg ville være mimer, men for at jeg kunne lære noget om kropssprog. I dag skal der ikke meget til, før jeg kan se på en skuespillers kropssprog, om personen har brug for min hjælp.

Hvad kan du bedst lide ved dit job som sufflør?

At jeg er med helt fra starten. Jeg er med på alle eventyr, og det er helt fantastisk. Der er ikke en dag, der ligner den anden. Jeg laver typisk mellem fire og seks forskellige forestillinger i løbet af en sæson, og det er med forskellige skuespillere, nye scenografer og nye instruktører, så det er en meget omskiftelig hverdag. Jeg elsker alle de der indskydelser, der kommer undervejs i processen, hvor man finder frem til den bedste oplevelse for publikum. Jeg bliver grebet af det – hver gang!

Hvad rører sig i dit felt for tiden?

Det er lidt trist, men de små teatre har ikke råd til sufflører, så de bruger dem ikke. Det er ærgerligt, for når de skuespillere, der har spillet mest på mindre scener, får roller her i Skuespilhuset, er de ikke vant til sufflører. Men de opdager hurtigt, hvor lækkert det er, og ofte er det faktisk netop de skuespillere, der spørger, om jeg har tid til at læse replikker med dem. Men meget skal jo efterhånden spares væk, og så er det nærliggende, at der bliver skåret i antallet af sufflører.

Hvad er den største fejl, du kan begå som sufflør?

Det er helt sikkert at give suffli, når man ikke skulle have gjort det. Det ødelægger en skuespillers tankerække, og det er især problematisk, når der er publikum på. Jeg har gjort det én eneste gang, og jeg vil have lov til at forsvare mig lidt ved, at det var på Gamle Scene, hvor jeg skulle sidde oppe på første balkon. En af skuespillerne sad nede på en søjle, og jeg kunne simpelthen ikke se ham. Jeg havde læst med ham i 14 dage i træk, og jeg kendte alle hans pauser. Pludselig får han en tanke dér på scenen og er tavs lidt. Jeg kan ikke se ham, så jeg sufflerer. Der fik jeg godt nok en skideballe, men det er ved at være mange år siden nu.

Til foråret skal Line Wilton være sufflør på Det Kongelige Teaters opsætning af Edward Albees farce ”Hvem er bange for Virginia Wolf”. Fordi manuskriptet er meget teksttungt, skal Line Wilton sidde med fra første prøve til sidste forestilling. Foto: Iben Gad