Lis Jakobsen var 17 år, da Danmark blev besat af tyske tropper den 9. april 1940. Det er snart 80 år siden, og i den anledning har Bagsiden efterlyst anekdoter fra selve besættelsesdagen, ligesom vi også har søgt historier fra Befrielsen den 4. maj 1945.
97-årige Lis Jakobsen fra Kgs. Lyngby nord for København er én af de flere hundrede danskere, der har indsendt deres historier fra dagen. Hun boede dengang i Give og har sendt følgende beretning om den 9. april 1940:
”Aftenen før gik jeg ind på min fars kontor for at sige godnat, men måtte vente lidt, da han var meget optaget af at høre radio. Så slukkede han og sagde: ’I morgen kommer tyskerne.’ Nå, tænkte jeg – hvordan kan han sige det så bestemt? Men jeg sagde godnat og gik op i seng.
Men meget tidligt blev jeg vækket af larm fra flyvemaskiner, der fløj lavt over husene i Give, hvor vi boede. Fra min seng, der stod tæt op ad vinduet, kunne jeg se flyvemaskinerne, der cirklede rundt om byen og kastede noget ud. Jeg stod op og gik ned i køkkenet, hvor min mor stod. Hun græd og sagde: ’Det er tyskerne.’ Dem hadede hun af et godt hjerte, for hun huskede dem jo fra Sønderjyllands skæbne.
Jeg gik ud og samlede noget af det nedkastede materiale op. Det var grønne sedler med ’Oprop’ til det danske folk, skrevet på dårligt dansk. Derefter skyndte jeg mig hen til mit lille kontorjob hos byens eneste sagfører. Han og jeg fik meget travlt med at klippe og tilpasse sorte papirmørklægningsgardiner. Hvilket den lille bys øvrige indbyggere også havde travlt med.
Gennem radioen havde vi fået besked om, at alle vinduer i det ganske land skulle mørklægges, så intet lys trængte ud om aftenen og natten. På forunderlig vis havde forretningerne i byen allerede fået et større parti mørklægningsmateriale hjem. Formentligt var det god terapi for et chokeret og lammet folk at arbejde med et praktisk arbejde. Og ellers gik dagen stille og fredeligt. Man hørte radio og mødtes med venner og naboer til stilfærdig snak. Jeg syntes, det var en ægte sorg, der prægede folk.”