Prøv avisen

Litteraturen har svære vilkår

Jesper Theilgaard kan godt lide vind og vejr samt bøger med relation til historien, der har præget vores kultur og samfund. – Foto: .

DR-meteorolog Jesper Theilgaard holder lørdag aften båltale til sankthans i Skagen på Sønderstrand ved Vippefyret. Højskoleophold og guldaldermalere har gjort stort indtryk på vejrmanden

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Jeg har lige læst Maria Hellebergs Kamma, som jeg synes er meget interessant og en god blanding af krimi og mere seriøst stof. Det var en god oplevelse, der gav et indblik i tiden dengang omkring 1800-tallet, som interesserer mig.

Jeg kan godt lide relationen til fortiden, helst nutidshistorie, men 1800-tallet er i orden, fordi der er en relation til udviklingen i samfundet, som vi kan mærke i dag. Det var dengang, kulturudviklingen begyndte.

TEMA: Dansk litteratur

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

DR Slotskoncerter, der finder sted i august på Ledreborg Slot ved Roskilde, er en god variation af musik, hvor DRs ensembler kommer med forskelligt fra folkeviser til beat og klassisk. Det er koncerter, de fleste kan være med til og for en billig penge. Jeg kan desværre ikke selv opleve dem, da jeg opdagede dem for sent og skal arbejde.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Hele mit højskoleophold i 1975 forandrede mig mest. Det gav en totalforandring af min person og identitet. Det var en kæmpe aha-oplevelse, der gjorde mig fri som 18-årig.

Det var et godt tidspunkt at komme ud og opleve mange andre unge mennesker. Det kan jeg kun anbefale enhver.

En anden ting, der har gjort indtryk, var Odense Kunstmuseums udstilling for 10 år siden, der hed Himlens spejl, og som jeg var med til at lave. Den handlede om guldaldermalerens syn på himlen og gav mig et helt nyt syn på kunst i relation til vejret. På den måde var det også fagligt for mig, men noget, jeg har brugt meget siden. Min næste bog, der hedder Vejret i kunsten og kommer til efteråret, handler om det.

Hvem har du senest været til koncert med?

Det var i fredags til en aftenkoncert med koret Lille Muko i Rundetårn, der er på vej med en cd med årstidssange. Jeg skal skrive et indlæg i deres cd-omslag. Det var en god oplevelse, og jeg kunne godt tænke mig at lave koncerter med ensembler om musik og vejr. Det kunne være sjovt.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Det har ramt mig, at litteraturen får så lidt politisk opmærksomhed. Det er vigtigt, for sport og musik er der masser af i en uendelighed, mens den dybere og seriøse litteratur har svære vilkår, blandt andet på grund af digitaliseringen. Jeg har prøvet at læse bøger på en e-bogslæser, men det er ikke den samme oplevelse som at sidde med en fysisk bog.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Jeg har ofte svært ved at forstå installationskunst. Det er meget specielt og ikke helt klart, hvad kunstneren mener med det. Det er givet, at det er et område, jeg bare ikke forstår, og det er jo ikke kunstartens skyld. Så det skal ikke opfattes som en kritik, jeg forstår det bare ikke.

TEMA: Mit kulturliv