Livets største punkter er nedskrevet af kirken

Civilregistreringen i Danmark startede i kirkebøgerne, og der er den fortsat rodfæstet

 I 2002 blev kirkebøgerne elektroniske, og i dag får kirkekontoret meddelelser om fødsler, uden at man behøver at møde op personligt. –
I 2002 blev kirkebøgerne elektroniske, og i dag får kirkekontoret meddelelser om fødsler, uden at man behøver at møde op personligt. – . Foto: Polfoto.

Fødsler, bryllupper og dødsfald registreres i kirkebøgerne sammen med andre kirkelige handlinger og navneændringer. Således udgør kirkebøgerne rygraden i Danmarks civilregister, og sådan har det været i næsten 500 år.

”Vi ved, at der er ført kirkebøger så tidligt som i slutningen af 1500-tallet, men omkring år 1645 bliver det sat i system under Christian IV, så præsterne skal registrere fødsler og kirkelige handlinger i sognene. Kirken har siden Reformationen udviklet sig til at være kongemagtens forlængede arm, og kongen kan som øverste myndighed bruge den som et administrationsapparat,” fortæller Henning Nørhøj, cand.theol. og historiker.

Kirken var det eneste landsdækkende system, og i sognene sad de kongeligt ansatte præster, som endda kunne læse og skrive. Kirkebøgerne etablerede derfor en systematisk registrering af landets befolkning, som kunne bruges af den verdslige administration, når der skulle udskrives skatter eller indkaldes til militærtjeneste.

Under enevælden udvidede Christian V i 1685 kirkebøgerne, så de også omfattede trolovelser, vielser, skriftemål og deltagelse i nadveren. En anden stor tilføjelse til kirkebøgerne kommer imidlertid først, da stavnsbåndet ophæves, forklarer Henning Nørhøj.

”Frederik VI bestemmer i 1812, at præsterne skal registrere al flytning til og fra sognet. Stavnsbåndet havde tidligere sikret adelen indsigt i, hvor mange mænd, de kunne stille med i tilfælde af krig. Efter ophævelsen flytter folk rundt, og der er brug for at vide, hvor de er,” siger Henning Nørhøj.

Efter folkeoptællingen i 1924 blev folkeregistrene indført, og med personregisterloven i 1968 blev disse omlagt til det centrale personregister (CPR). Kirkebøgerne forblev dog civilregistre med undtagelse af Sønderjylland, hvor civilregistrering efter genforeningen blev håndteret kommunalt.

I det øvrige Danmark blev kirkebøgerne pålagt at registrere alle fødsler og dødsfald, også dem for ikke-medlemmer af folkekirken. Men dermed begyndte også en debat, som stadig kører i dag.

”Med oprettelsen af CPR bliver der sat spørgsmålstegn ved, om det er en god idé, at kirken skal stå for den registrering. Gennem tiden har flere følt, at det er diskriminerende, og i 2005 lavede daværende kirkeminister Bertel Haarder (V) et centralt kontor, hvor ikke-medlemmer af folkekirken kan oplyse om fødsler og dødsfald. I 2002 blev kirkebøgerne elektroniske, og i øvrigt får kirkekontoret i dag meddelelser om fødsler, uden at man personligt møder op,” fortæller Henning Nørhøj.

8