Livsråd til unge: Brikkerne falder stille og roligt på plads

Ifølge læsere er opskriften på lykke enkel: Man skal leve i nuet og acceptere, at livet også byder på modstand

På Facebook får Freja Grus indlæg flere af Kristeligt Dagblads læsere til at dele livsråd, og der bliver også sendt opmuntringer af sted til alle de unge, der kæmper med at blive voksne. Modelfoto.
På Facebook får Freja Grus indlæg flere af Kristeligt Dagblads læsere til at dele livsråd, og der bliver også sendt opmuntringer af sted til alle de unge, der kæmper med at blive voksne. Modelfoto. . Foto: Nima Stock/Ritzau Foto.

”Livet er hverken en dans på roser eller festøv. Livet er derimod en dans på glasskår.”

Ordene kommer fra 18-årige Freja Gru, der i sidste uge fik bragt et indlæg i Kristeligt Dagblad. Her skriver hun, at hun har indset, at livet er skuffende og ikke altid følger den plan, hun har lagt.

Indlægget kommer i en tid, hvor begrebet ”kvartvejskrise” har fundet vej til psykologernes notesblok. Fænomenet er blandt andet beskrevet i en længere artikel i Berlingske, og det er en krise, der rammer helt unge mennesker, der er skuffet over livet, sig selv, sin familie eller sin uddannelse.

Men heldigvis er der gode råd at hente, når man rækker ud til omverdenen. På Facebook får Freja Grus indlæg flere af Kristeligt Dagblads læsere til at dele livsråd, og der bliver også sendt opmuntringer af sted til alle de unge, der kæmper med at blive voksne.

”Fat mod! Jeg syntes også, at livet var ret tamt, da jeg var 18 år. Nu er jeg snart 40 år, og jeg kan love, at det kun bliver bedre og bedre. Brikkerne falder stille og roligt på plads, og man kommer til at hvile i sig selv og lære at nyde livet,” skriver Christian Pedersen.

Flere af læserne kan se paralleller fra indlægget til H.C. Andersens eventyr om det lille grantræ, der for sent indser, at det var lykkeligt.

”Jeg tænker, at Freja er heldig, at hun allerede som 18-årig når den erkendelse, at lykken ikke ligger og venter forude. Grantræet er brugt op, vissent og gammelt, da det erkender, at det engang var lykkeligt uden at vide det. Lykken ligger slet ikke og venter forude, men den findes i nuet i passende portioner,” skriver Hanne Mølgaard Plaschke.

Rådene er mange og forskellige, men der er alligevel flere temaer, der går igen i læsernes kommentarer. For eksempel, at man ikke skal have urealistiske forventninger til livet, og at man ikke kan leve op til de krav om perfektionisme, som mange unge i dag møder. Det absolutte yndlingsbudskab var dog, at man skulle huske at leve i nuet.

”Du skal nok klare den! Gennem accepten af gråvejret sætter man pris på solskinnet, nyder det, nyder nuet og nyder livet for, hvad det er! Ikke et glansbillede med endeløse krav om perfektion, men bare et absurd, grimt og dejligt liv,” skriver for eksempel Betina Krogh-Knudsen.