Der er noget løveagtigt over os danskere. Ikke kun består Danmarks rigsvåben af tre gående, blå løver med røde tunger og gyldne kroner. Vi danskere elsker også løvemad, der er et klassisk stykke smørrebrød bestående af groft rugbrød, smør, råt hakket kød fra oksens eller kalvens inderlår og toppings som stenbiderrogn, rå æggeblomme, syltet løg og dild eller karse. Udlændinge, der kan lide deres kød gennemstegt, gyser, når de ser os sætte tænderne i løvemaden. Men det er ikke kun råt inderlår, vi som nation er glade for. Vi spiser også rå fisk i form af sushi og rå oksefilet i form af carpaccio og levende østers. På et mentalt plan er der også en masse, vi æder råt. Identitetspolitikken, de nye kønsforståelser, krænkelseskulturen etcetera.
Løver siges at fortære deres bytte levende. Når Morten Østergaard, Frank Jensen og andre grædende står foran rullende kameraer, mens de undskylder for deres krænkende opførsel, kunne nogen få tanken: Er vi også begyndt at spise vores bytte levende? Løven har adskillige fine egenskaber. Den er modig, udholden, stærk og stolt. Det er egenskaber, jeg sagtens kan se i den danske befolkning. Men råt for usødet må man som præst alligevel gøre opmærksom på den bevingede løve, der er evangelisten Markus’ symbol. Vi kan lære noget af sådan en løve, der peger på tilgivelsen og på, at selv et løvefolk har brug for en nådig Gud.