Min bror Martin, som er 11 år yngre end mig, gik som dreng i en god skole hjemme i dalen på Nordbornholm, hvor han var omgivet af vild natur og naturinteresserede forældre og store søskende.
Han blev fra ganske lille fortrolig med dyrene, deres navne og liv. I sensommeren fik han de grønne løvfrøer i buske og brombærkrat omkring huset til at kvække ved at slå to rullesten mod hinanden. Det lød så tilpas meget som løvfrøkvæk, at de små, græsgrønne klatrefrøer svarede. I krattene og havens tidsler blev han også fortrolig med de store grønne løvgræshopper, der sang i sensommeren. Vi sneg os ind på dem og så, hvordan de kæmpestore insekter sad og sang. Vi så, hvordan deres vinger sitrede og lærte, at den højfrekvente lyd fremkommer ved, at dyrene stryger deres violinvinger mod hinanden.
Således rustet var lille Martin med til udendørs klassisk koncert på Hammershus midt i 1970’erne. Lige før musikken begyndte, var en stor grøn løvgræshoppe smuttet ind på scenen. Den satte sig på en af musikerne, som irriteret fejede den af sig med hånden og demonstrativt tværede den ud på jorden med sin fod. En stor del af publikum så optrinet. Martin, som sad med mine forældre på en af de første rækker, kunne ikke holde mund og udbrød spontant og højlydt: ”Nå, du bryder dig vist ikke om strygere.”
Det gør jeg. Både af musikkens og naturens strygere, hvor græshopperne er de mest markante.
Der er to slags græshopper: Løvgræshopper, der har lange, piskeformede følehorn og synger ved at gnide vingerne mod hinanden, og markgræshopper, som har korte følehorn og synger ved at gnubbe bagbenene mod vingerne. De frygtede vandregræshopper (en af de 10 plager) hører til markgræshopperne.
Løvgræshopperne er de dygtigste musikanter. Den store grønne løvgræshoppe kan synge vedholdende i timevis, især hen på aftenen efter varme og solrige sensommerdage. De starter som regel hen i juli og bliver ved til midt i september. De synger sommeren farvel, og derfor er der noget lidt vemodigt ved deres sitrende kor. Men de indvarsler også efterårets storhed og overflod af frugt og nødder.
Det er kun hannerne, der synger. Den stumme hun kendes på den op til tre centimeter lange æglægningsskede, der ligner et sværd i forlængelse af bagkroppen. Den store løvgræshoppe har som regel selskab af chokoladebrune buskgræshopper, som udsender små tjirp fra buske i sensommeren. Og i de senere år har den lille fine kortvingede og varmekrævende krumknivgræshoppe bredt sig. Hos den synger begge køn små, sagte duetter sammen. Jeg lærte den at kende af min mor, der som 83-årig fandt den første gang, da hun og min far var flyttet fra dalen til et hus i Nyker ved Rønne. Her sad hele orkestret af strygere i havens hindbær til min mors uendelige glæde.
Jeg har tidligere skrevet om oplevelsen i digtet ”Afsked med sommeren”, der ikke har været bragt før og bringes her på siden i dag.
"Afsked med sommeren"
Jeg lytter til græshoppers sitrende sange
om nætter, som snart bliver mørke og lange,
//: og æbler, der svulmer og rødmer på grenen,
mens dagene hælder mod efterårsscenen://
Snart falder de brunede nødder af hasen
mod jorden, hvor musen med møje og masen
//: i fare for katten og ræven derude
bereder sit forråd med muld om sin snude://
Naturen er trukket i morgengevandter
af sensommertåge og dugvåde planter.
//: August tager afsked med blinkende dråber
i perledraperede spindelvævskåber://
Og svalerne takker for endnu en sommer.
Jeg håber, vi ses i den næste, der kommer.
//: Farvel og velkommen til efterårsgrøden,
hvor blomsterne leger letsindigt med døden://
Nu kommer september med solskin og byger
med regnbuedage og snehvide skyer,
//: med tranetrompeternes himmelfanfarer
og strågule stubmarkers vagtsomme harer://
Jeg mærker mig varmen ved bakker og klinter,
hvor solen fra syd holder stand inden vinter,
//: og ønsker af hjertet blandt summende bier:
”Farvel og på gensyn, du sommer, der viger”:/
Hør melodien til digtet her.