Stadig vifter gyldne blade fra skrøbelige stilke og farver skove, hegn og haver gule og røde. Men vi ved, at det er en stakket frist. Hvert især vil bladene løsne sig, flagre gennem luften over marker og veje – og ende i brune bunker på jorden. Vi ser allerede vinterens nøgne træsilhuetter mod himlen og ved, at om få uger er farverne væk. Sådan er livet her på de nordlige breddegrader, hvor årstiderne skifter og trækker sindets stemning med sig.
Men hvorfor falder bladene egentlig af? Vinteren er en svær årstid at komme igennem for både dyr og planter, fordi den er kold og kan være tør. I perioder fryser vandet i jorden til is, og så er planterne udsat for det, man kalder frosttørke.
Alle planter har brug for vand. Når en plante laver fotosyntese, åbner den nogle bittesmå huller i bladene, spalteåbningerne, for at lukke kuldioxid ind og ilt ud. Når spalteåbningerne er åbne, siver der også vanddamp ud af bladet. Vandet skal planten hente nede i jorden, og det kan ikke lade sig gøre, når vandet i jorden er frosset. Planterne har udviklet forskellige strategier til at komme denne frosttørke i møde.
Urterne visner helt væk og overlever i jorden som frø, rødder eller jordstængler.
Træer er store og forveddede og kan ikke bare sådan forsvinde. De fleste nåletræer beholder deres blade – nålene – hele vinteren. Nålene er udviklet til at fordampe mindst muligt vand. Hvis du kigger på en grannål, kan du se den som et blad, der er rullet tæt sammen fra begge sider. Spalteåbningerne ligger beskyttet inde i midten af nålen, som også er dækket af en tyk overhud og voks. En grannål er dermed særligt tilpasset vinterens frosttørke. Derfor kan gran og fyr stå grønne hele vinteren og fortsætte deres fotosyntese i kulden, om end på et lavere niveau.
Og så er der løvtræerne tilbage. De taber bladene, når frosten nærmer sig – og går i en form for dvale uden fotosyntese hele vinteren. Og bladenes farver – hvorfor skifter de? De grønne blade er fulde af værdifulde stoffer, som det ville være dårlig træøkonomi ikke at holde fast på.
Så når temperaturen falder og dagene bliver kortere, går løvtræerne i gang med at trække kulhydrater og næringsstoffer ud af deres mange blade. Det grønne pigmentstof klorofyl forsvinder gradvist, og tilbage er røde og orange pigmentstoffer, carotenoider og anthocyanider, som er mindre værdifulde. De giver bladene deres efterårsfarver.
Når et blad er tømt for værdifulde stoffer, dannes der et lag af korkceller mellem bladstilken og den kvist, bladet sidder på.
Cellelaget virker som en prop, der forhindrer transport af vand og nærings- stoffer mellem blad og kvist – og det er her i dette løsningslag, at bladstilken knækker af kvisten. Og så er det kun et spørgsmål om tid, kulde og blæsevejr, før bladet vil løsne sig og flagre væk fra træet.
Vi kan klage og græde over, at sommeren er forbi og forsvinder i efterårets bål af farver og novembers nøgne mørke. Vi kan lukke os inde med tæpper og stearinlys og grue for den lange vinter. En lille trøst kan måske være, at trække i støvler og jakker og vandre en tur blandt de nøgne træer i Nationalpark Skjoldungernes Land – eller i en hvilken som helst anden skov i landet. Kig godt på træernes grene. På hver en kvist sidder en knop, og gør sig klar til at springe ud til næste forår.
