Lone Sørensen cykler Toscana tyndt: ”På en cykel er du mere sårbar og åben over for verden”

Gennem tre årtier har Lone Sørensen rejst på cykelferie. På sin cykel oplever hun livet omkring sig på en ny måde, fordi alle sanser er åbne

Når 59-årige Lone Sørensen cykler rundt i norditalienske landskaber fra by til by, er det vigtigt, der er plads til åndehuller med nydelse. Sammen med sin mand har hun startet cykelbureauet Toscana Bike Blues, fordi glæden bliver større, når man deler den med andre. – Privatfoto.
Når 59-årige Lone Sørensen cykler rundt i norditalienske landskaber fra by til by, er det vigtigt, der er plads til åndehuller med nydelse. Sammen med sin mand har hun startet cykelbureauet Toscana Bike Blues, fordi glæden bliver større, når man deler den med andre. – Privatfoto.

En dag i 1980’erne fik Lone Sørensen og hendes mand muligheden for at fragte en udlejningsbil fra Aarhus til Wien. De kørte den gamle Ford Fiesta nogle meter rundt om hjørnet og smed deres to cykler ind i bagagerummet. De satte kurs mod Wien, fortsatte med tog til Venedig, men endte i Toscana.

”Der begyndte min kærlighed til Italien. Og til cyklingen,” fortæller 59-årige Lone Sørensen.

For hende handler det at cykle om frihed og nærvær.

”Man kan køre, hvor man vil, og man suger området ind, når man sidder på en cykel. Man er mere tilgængelig, åben og bliver ét med landskabet,” fortæller hun.

Gennem tre årtier har hun rejst på cykel gennem blandt andet Danmark, Italien, Skotland, Sverige og Norge. Hun oplever, at det åbner døre at ankomme til nye steder på sin cykel:

”Man kommer, som man er. Man er pr. definition fredelig. Man har anstrengt sig for at nå dertil, og det ved de lokale godt. Man føler sig velkommen.”

Samtidig er man mere sårbar og afhængig af andre omkring sig, når man cykler på og til fremmede egne, end man er som bilist. For det kan være kritisk på cykel, hvis man kører forkert og pludselig befinder sig fjernt fra mad og vand efter mange timer på farten.

For nogle år siden grundlagde Lone Sørensen sammen med sin mand et cykelrejsebureau, og de arrangerer flere ture til Toscana hvert år.

”Vi cykler ikke længst, hurtigst eller højst,” siger hun og uddyber:

”Vi har en aktiv ferie, men den er samtidig fyldt med god tid og nydelse. Det er noget helt særligt at have cyklet langt, ankomme til en lille landsby, slå sig ned på en café på torvet og få sig en snak med dem, der er der. Vi vil gerne dele den glæde, det er at komme væk fra masseturismen og ud til dér, hvor livet bare leves.”