Prøv avisen

Lyse nætter gør det svært at se stjerner

Lyse nætter ved vesterhavet efter solnedgang. Der træder ikke mange stjerner frem på himmelen. Billedet er taget klokken 00.15 om natten. Foto: Mads Jensen

Det er Solens stilling midt om natten, der er afgørende for, hvor godt vi kan se stjernerne

I en tid med lyse nætter kan det være vanskeligt at nyde stjernehimlen med dens mange forskellige stjernetyper.

På vore breddegrader er vi bekendte med, at sommernatten i en tremåneders periode leverer dette fænomen.

De lyse nætter kulminerer omkring sommersolhverv, der i år indtraf den 21. juni.

Det er Solens stilling midt om natten, der er afgørende. Grænsen er defineret således:

Når Solens centrum om foråret i løbet af natten ikke længere kommer 18 grader under horisonten, indledes perioden med lyse nætter.

Jo nordligere man befinder sig, desto tidligere starter den, og jo længere er perioden. I Skagen varer fænomenet 20 dage længere end i Gedser.

På de traditionelle sydeuropæiske rejsemål er mange bekendte med, at det bliver tidligt mørkt.

Solens nedgang er stejlere, og mørket falder hurtigt på, mens dagens varme stadig hersker.

Mange nordboer holder af den situation, at man kan sidde udendørs og nyde sin aftensmad i hyggelig belysning.

Omvendt rejser mange fra det sydlige Europa til de nordlige breddegrader for at opleve det forunderlige, at det ikke er mørkt om natten.

Selvom Europa hører til blandt de mindste verdensdele, er den europæiske halvø placeret så højt på kloden, at der er store forskelle.

En markant konstellation viser sig dog højt i sydøst. De tre stjerner, der udgør ”Sommertrekanten”, hører til hver sit stjernebillede. Det er en dominerende figur, der minder os om, at sommeren (forhåbentlig) er over os.

De tre stjerner, Vega, Altair og Deneb, er alle så klare, at lyset fra dem let trænger gennem ”nattelyset”.

Den klareste af de tre, Vega, befinder sig 25 lysår fra os. Dens hvide kulør afslører, at den med sine mere end 10.000 grader på overfladen er meget varmere end vores egen stjerne, Solen, der kun gløder ved en temperatur på 5.800 grader.

Også Altair i Ørnen er mere hvidglødende end Solen og har en overfladetemperatur på ca. 7.500 grader. Afstanden på kun 16-17 lysår gør den i øvrigt til en af de nærmeste stjerner.

Deneb er med godt 8.000 grader også varmere end Solen. Denne stjerne er meget fjern, omkring 1.600 lysår.

At vi overhovedet kan se den, skyldes, at den lyser med en styrke, der er 100.000 gange større end Solens.

Den er også enorm i størrelse. Hvis den befandt sig i vort Solsystem, ville dens udstrækning nå forbi Jordens bane.

De enorme forskelle i afstand og lysstyrker ses jo ikke umiddelbart, men er karakteristiske for universet.

Man kunne indarbejde denne viden om de enorme forskelle i afstande i vores tankesæt. Vi er vant til, at de begivenheder, som øjet opfatter, faktisk sker, når vi ser dem.

Men sådan er det ikke, når vi iagttager himlens objekter. Selvom lyset farer af sted med 300.000 kilometer i sekundet, er afstandene så store, at vi aldrig kan opleve en begivenhed udspille sig, mens vi ser den.

At bruge et afstandsmål som lysår, det vil sige hvor langt lyset kan nå på et år, hjælper os. Vi ser Altair, som den så ud for 16-17 år siden, Vega, som den så ud for 25 år siden, og Deneb, som den så ud for cirka 1600 år siden.

Vi ser således ikke et øjebliksbillede, som vi er vant til i vores dagligdag.

Man kunne bruge følgende fraser: ”Vi ser tilbage i tiden, men til forskellig tid”, eller ”Vi ser hver stjerne til sin tid”.

Det er ved at være slut med at iagttage de to klare planeter Jupiter og Venus. I de seneste måneder har vi kunnet betragte, hvorledes de nærmede sig hinanden. Og den 30. juni stod de så tæt, at de kunne dækkes med en fingernegl.

Selvom de midt i juli først går ned tre kvarter efter Solen, er det svært at se dem på grund af deres lave stilling og den lyse himmel.

De indhentes snart af Solen og vil begge være skjult bag dagslyset, indtil Venus i slutningen af august atter dukker op som morgenstjerne i øst.

Hvis det er skyfrit i morgen tidlig, kan man en halv time før solopgang måske være heldig at se et ekstremt tæt møde mellem Merkur og Mars. De står kun 1/6 grad fra hinanden - med Merkur som langt den klareste.

Men igen generes udsynet af en lys himmel. Den solnære planet er på vej bag om Solen og dukker op på aftenhimlen i begyndelsen af august i selskab med Jupiter, men også de står meget lavt ved solnedgang.

Ved 23-tiden - en god time efter solnedgang - kan man se Saturn i sydvest. Med en god håndkikkert eller udsigtskikkert kan man faktisk godt ane planetens ringsystem. Men det præsenterer sig flottere i en astronomisk kikkert med større forstørrelse.

Den 12. august skal vi forhåbentlig opleve en af årets bedste meteorsværme, Perseiderne. Mere om det i næste måned.

Allerede i slutningen af juli kan man efter klokken 23 se de første tegn på aktivitet fra denne sværm af partikler, der rammer atmosfæren i retningen af stjernebilledet Perseus.

Bjørn Franck Jørgensen er tidligere direktør for Tycho Brahe Planetariet i København