Prøv avisen

Hans har opdaget omkring 70 nye mælkebøtter: De er ukrudtets orkidéer

Den pensionerede folkeskolelærer Hans Øllgaard finder det lærerigt og værdifuldt at beskrive Danmarks mælkebøtter, som han selv gror et stort udpluk af i sin have. ”Og hvis folk ikke synes, det er specielt interessant, er det jo heldigt, at jeg ikke har tænkt mig at gå ind og plante mælkebøtter i deres haver.” Foto: Jens Welding Øllgaard

Siden Hans Øllgaard i 1972 opdagede og beskrev sin første mælkebøtteart, har meget af hans liv stået i den gule ukrudtsplantes tegn. Mælkebøtterne er som gamle venner, fortæller den 79-årige pensionist

Hvordan opstod din interesse for mælkebøtter?

"Da vi var unge, havde min bror og jeg en konkurrence om, hvem der kunne finde flest forskellige planter. Vi havde et opslagsværk over Danmarks flora, og når vi fandt en ny plante ude i naturen, måtte vi krydse den af i bogen. Til sidst blev det lidt vanskeligt at finde nye arter, men da jeg startede på seminaret, fik jeg en ny flora, der indeholdt en del planter, jeg aldrig havde set før: forskellige mælkebøtter. Bogen indeholdt omkring 96 mælkebøttearter, så jeg tænkte, at jeg nu for alvor kunne få et forspring til min bror."

"Jeg fik dog aldrig det forspring, for min bror er – eller var, han er pensioneret nu – professionel botaniker. Men det var der, min interesse opstod. I 1972 opdagede og beskrev jeg min første mælkebøtteart. Siden har jeg nybeskrevet omkring 70 mælkebøtter, som ikke var kendt før, men som nu er anerkendt. Bare i Danmark er der omkring 425 forskellige arter."

Hvad er det spændende ved at beskæftige sig med mælkebøtter?

"Det er en slags videnskab. Man lærer meget om naturen ved at beskæftige sig med mælkebøtter – for du skal huske på, at mange mælkebøtterarter ikke er i vejen for andre planter, men tværtimod kun gror udyrkede steder som på enge og har en egentlig botanisk kvalitet. Ukrudtets orkidéer, kan man kalde dem."

"Når man genkender en mælkebøtte i et nyt miljø, så er det som at møde en gammel ven et helt uventet sted. Når jeg går i naturen alene og ser på mælkebøtter, kan jeg godt gå og snakke lidt med mig selv og sige ’nej, er du der igen? Det var da dejligt at se dig – tænk, at du også vokser heroppe nord for Limfjorden!’. Det er den fornemmelse, man går med over for planterne."

Hvor lang tid bruger du på denne hobby?

"I øjeblikket er der ingen levende mælkebøtter at kigge på, så jeg bruger tiden på at beskrive arterne ud fra den store samling af pressede mælkebøtter, jeg har i mit kontor. Jeg har omkring 50 nye arter liggende, der mangler at blive beskrevet. Jeg tager dem alfabetisk og arbejder fra morgen til aften tre-fire dage om ugen."

Hvilken mælkebøtte er din favorit?

"Det er en art, der hedder Piet-Oosterveldii, som jeg har opkaldt efter en hollænder, der har gjort meget for mælkebøtter. Den er min favorit, fordi den har en god historie bag sig. Den blev fundet i Midtjylland, hvor der var 50-100 stykker på en bakke ved hovedvej 11, der går langs den jyske vestkyst. Det var et helt specielt syn. Da jeg fik den med hjem, opdagede jeg, at de havde fundet samme art i Holland. Jeg blev også gjort opmærksom på, at tyskerne under krigen havde haft en befæstning på netop den bakke i Danmark, hvor mælkebøtten gror. Så når tyskerne befandt sig i Holland under krigen og også kom til Danmark, og vi ved, at denne mælkebøtte findes i Holland og dette ene sted i Danmark, så kan man jo kun tro, at det er tyskerne, der har slæbt arten med herop. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget!"

"Der er også en englænder, der har opkaldt en mælkebøtte efter mig. Det var helt rørende. Men det er kun i England, at mælkebøtten 'Oelgaardii' findes."

Hvad ville det betyde for dig, hvis du mistede din samling af pressede mælkebøtter?

"Så ville jeg ikke have nogen dokumentation for alt det, jeg har skrevet. Men hvad hjælper det at tude? Jeg ville begynde at samle igen. Det vil jeg gøre, så længe jeg kan."

Et udpluk af Hans Øllgaards samling af pressede mælkebøtter. Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard
Mælkebøttearten Margomitis har nogle af Hans Øllgaards hollandske kollegaer opdaget. Men da de døde, inden de nåede at beskrive arten, har Hans Øllgaard overtaget denne opgave. Foto: Jens Welding Øllgaard