Mænd nederst i nettets spillehierarki chikanerer kvinder

Ifølge en undersøgelse af mænd, der spiller computerspil på internettet, er de dårligste spillere mest tilbøjelige til at chikanere deres kvindelige modstandere, mens de dygtige spillere er gode til at give ros

Undersøgelsen viser, at både dygtige og mindre dygtige mandlige spillere var ganske høflige over for modstandere, så længe der var tale om en anden mand. Det er altså kombinationen af at være ringere end sine modstandere og at tabe til kvinder, der fik spillere til at reagere med chikane i form af vulgære og nedsættende kommentarer.

To forskere har overvåget 163 online-simulationer af computerspillet Halo 3 og studeret beskederne, spillerne sender til hinanden, når de dyster mod hinanden på internettet i det populære skydespil.

Ifølge undersøgelsen chikanerer de dårligste spillere jævnligt kvindelige modspillere, mens de dygtigste spillere derimod er flittige til at rose deres modstandere uanset køn.

Undersøgelsen viser, at både dygtige og mindre dygtige mandlige spillere var ganske høflige over for modstandere, så længe der var tale om en anden mand. Det er altså kombinationen af at være ringere end sine modstandere og at tabe til kvinder, der fik spillere til at reagere med chikane i form af vulgære og nedsættende kommentarer.

Det er to forskere fra henholdsvis University of South Wales i Australien og Miami University i USA, der står bag undersøgelsen.

Den ene forsker, Michael Kasumovic, siger til Washington Post, at de rammer, Halo-spillere befinder sig i, efter alt at dømme spiller en rolle. Spillere kan vælge at være anonyme, og chancen for at støde på hinanden igen er ikke ret stor. Derfor er det let at chikanere en anden uden at stå til ansvar for det.

Derudover peger han på, at langt de fleste spillere er mænd, men at kvinder i stigende grad bliver en del af miljøer som computerspil, der spilles på internettet.

For de mænd, der i forvejen er en del af miljøet, men som befinder sig højt oppe i hierarkiet, er det ikke et problem.

For spillerne i bunden af fødekæden opfattes det derimod som en trussel mod deres i forvejen spinkle plads i hierarkiet, når de støder på kvindelige modspillere. Derfor bruges aggression som et middel til at opretholde en social kontrol, fortæller Michael Kasumovic.

Selvom Halo-spillerne kunne skrive deres beskeder i ly af en anonymitet, der ikke altid er til stede – heller ikke på internettet – mener Michael Kasumovic, at undersøgelsen kan sige noget om adfærd i andre sammenhænge.

Og ifølge en australsk undersøgelse fra tidligere i år kan der være noget om snakken. Her blev 1053 kvinder spurgt om, hvorvidt de havde oplevet chikane på internettet, og det svarede hver anden kvinde ja til. For kvinder under 30 år var det tre ud af fire, som havde været udsat for chikanerende adfærd.

En lignende undersøgelse blandt mænd viste, at kvinder dobbelt så ofte som mænd modtog dødstrusler eller trusler om at blive udsat for seksuel vold som mænd.