”Styr dig.”
Måden, hvorpå psykolog Frej Prahl tidligere i sit forhold reagerede på kærestens vredesudbrud, lød som et svagt ekko fra fortiden, synes han selv.
Fra en tid, hvor kvinder ikke måtte udtrykke vrede – og hvis de alligevel gjorde det, blev de indlagt på psykiatrisk afdeling med diagnosen ”hysterisk”.
Selvom det er et uskyldigt eksempel, viser det ifølge Frej Prahl, at den historiske arv, hvor kvinder bør skamme sig over deres vrede, fortsat spiller en rolle i dag.
”Kvinder vender i høj grad stadig vreden indad og forsøger at skjule den, selvom de kunne have rigtig meget gavn af at få et mere accepterende forhold til deres vrede. Men i stedet er de begyndt at fortælle deres mænd, at de heller ikke må være vrede, og så har vi problemet,” siger Frej Prahl, der er aktuel med en bog om den sunde vrede.
Han understreger, at vi naturligvis skal glæde os over, at den patriarkalske familiefar, der gerne tyede til læderbæltet, når børnene skulle opdrages, for længst er lagt i graven. Men vi har heller ingen interesse i, at mænd går på listefødder af frygt for at træde på landminer derhjemme.
”Før var manden en tyran, der trumfede sin vilje igennem med vold og magt. Men da han ikke længere måtte det, glemte man at sætte et sundt alternativ i stedet. Nu står mænd og kan mærke den indre løve, der gerne vil brøle, men den må ikke brøle, fordi det lige pludseligt er blevet skadeligt,” siger han.
At mænds vrede også er blevet sendt i skammekrogen, ser filosof og debattør Eva Agnete Selsing som en del af en større tendens, hvor ”det maskuline” generelt bliver mistænkeliggjort i samfundet.
”Der er ingen tvivl om, at den mandlige væren er blevet marginaliseret og dæmoniseret gennem de seneste årtier, og det gælder særligt de mere ekspressive udtryksformer, som vreden tilhører,” siger hun.
Det kommer eksempelvis til udtryk i måden, manden – personificeret ved patriarken – er blevet portrætteret på i populærkulturen. Blandt andet gennem karakterer som Mads Skjern i ”Matador” og Kaj Holger i ”Krøniken”.
”Familiefaren bliver gennemgående skildret som en tyran, der er ophav til følelsesmæssig forkrøbling og usikkerhed blandt de nærmeste. I stedet for at blive fremstillet som et forbillede og ankeret i familien er han blevet gjort til en moralsk suspekt karakter, der kun er ude på at være væmmelig og undertrykke sine omgivelser,” siger Eva Agnete Selsing.
Også i nyhedsmedierne, den politiske verden og på universiteterne bliver manden og dennes vrede ifølge Eva Agnete Selsing mistænkeliggjort.
”Det er på en eller anden måde lykkedes dem, som af ideologiske årsager har det svært med de traditionelle kønsroller, at gøre det maskuline til noget, der er intolerant, farligt, forkert, forkas-teligt og noget, der skal udgrænses,” siger hun.
Marginaliseringen af mænds vrede har dog konsekvenser for familielivet og ikke mindst børnene, mener Eva Agnete Selsing.
”Det er et kæmpestort svigt, at ’fars vrede’ på forhånd bliver gjort til et overgreb på børnene. For børn, og nok især drengene, trives med en klar og tydelig grænsesætning. Det giver unge mennesker tryghed at vide, at de ikke bare svæver grænseløst rundt i universet og kan gøre hvad som helst, men at der er et spor, som de – i større eller mindre grad – forventes at følge.”