Det var en oplevelse for livet. Når man så den ene vej, strakte prærien sig uendeligt, mens Rocky Mountains tinder rejste sig til den anden. Og på ladet af en pickup sad jeg og så på, at en indianer kaldte sin flok af bison til sig.
Det var i Montana, i det nordvestlige hjørne af USA, hvor sortfødderne har deres reservat, og landskabet ser ud, som det altid har gjort, mil efter mil, betagende smukt og imponerende.
Min guide, et respekteret medlem af Blackfoot-stammen, der var iført cowboystøvler og hat med stor skygge, havde lovet at vise mig sin flok af bison eller buffalo, som de kalder dem.
De går frit på prærien, så vi kørte ud af highwayen og drejede fra, ud i det store åbne terræn, hvor intet rørte på sig, måske bortset fra forfædrenes ånder, og der ikke var skyggen af bison at se.
Men så spejdede han mod nord, formede en tragt med hænderne og råbte: “Buffalooooooo”. Bare et par gange. Og først kunne man ikke så meget se som fornemme det på jorden, men så kom de, og de gungrer, sådan en flok, og vejer omkring 500 kilo pr. styk, og selvom de stoppede, inden de løb trucken over ende, og stod fredeligt omkring os, så gav det hjertebanken. Tyren var massiv.
Bagefter inviterede han på frokost derhjemme, hvor brogede mustang-heste græssede omkring huset, og midt i dette vilde land, blandt efterkommere af kontinentets oprindelige folk, var jeg noget spændt på, hvad vi skulle have at spise.
Vi taler om en stamme, der med stor fornøjelse spiste hjernen rå og drak blodet som suppe, når de havde nedlagt dyret. Galdeblæren var også værdsat, for galden blev brugt som krydderi på leveren.
En af de lidt mindre eksotiske retter var bison-jerky, indianernes fastfood, som de overlevede på, når stammen flyttede rundt. Det er hårde, tynde strimler af kød, der er tørret i solen eller over et bål, og det er der mange amerikanere, der spiser den dag i dag. Ligesom den ret, vi rent faktisk endte med at få til frokost: Mac ’n’ cheese.
Oprindelig italiensk, selvfølgelig, når vi taler om makaroni og anden pasta med ost, men overtaget af amerikanerne, der satte produktionen i system i 1937, da selskabet Kraft puttede ingredienserne i en boks. Det siges, at makaronien kom til USA med præsident Thomas Jefferson, der havde fået smag for den, mens han var ambassadør i Paris.
I dag er det en af amerikanernes foretrukne spiser og et godt eksempel på dét, de kalder ”comfort food”, altså mad, man hygger eller trøster sig med.
Det var den fra Kraft-boksen, vi spiste på prærien, og det var der ikke noget galt med, men skal man hygge sig for alvor, er det værd at lave retten selv. Man kan skifte cheddaren ud eller blande den med andre oste, som for eksempel emmentaler, og skal det være ekstra fint, kan man bruge panko, den japanske rasp.
Verdenskendte kokke som Heston Blumenthal og Jamie Oliver har lavet deres udgaver med trøffelolie og tomater, for eksempel, mens andre køkkenchefer kan finde på at blande den med alt fra bacon til hummer.
Set med italienske øjne er det en ret i sig selv, som al anden pasta, men amerikanerne bruger den også som tilbehør. Hvad man end gør, så skal der et lag parmesan på toppen.