Man lærer at holde af den kølige regn

Den første sommerregn er faldet. Det danske klima har skabt en særlig folkekarakter, hvor man affinder sig med tingene og endda glædes over dem, skriver forfatter og foredragsholder Kasper Støvring i sin personlige naturkanon

Regnens mange karakterer er med til at forme det danske sind, mener Kasper Støvring. –
Regnens mange karakterer er med til at forme det danske sind, mener Kasper Støvring. – . Foto: Miriam Dalsgaard/ritzau.

Det omskiftelige vejr i Danmark skyldes de mange baner med lavtryk, der glider hen over landet. Regnen er en hyppig gæst, der kommer i mange skikkelser. Som byger, der kommer og går, som finregn, skylle, rusk, sjask, skybrud, styrtregn, øsregn. Sproget har mange gloser for det samme nedbørsfænomen.

De indre danske farvande giver høj fugtighed og trækker skyer over landet, der gør det hele mere gråt og tåget. Det har stimuleret fremvæksten af en folkekarakter, hvor man affinder sig med tingene, ja, endda glædes over dem.

Det lyder måske underligt, men har man været på de ulideligt varme og tørre sommerferier i Syden, lærer man at holde af det, man ofte forbander, når man er hjemme: Den kølige regn.

Oplev den om natten, hjemvendt fra ferien. Du står i en duftende have, der gror frodigt i mørket. Sommerregnen føles frisk og blød. Det er stille, alle sover, men haven er vågen. Bladene suser for regnstøvets åndedræt genlyder i verden. Du smager regnen på læberne.

Livsånderne siver ganske langsomt tilbage i kroppen.

At regnen har mange former, oplevede jeg en sommer, da jeg med familien kørte i bil fra Italien til Danmark. Knap havde vi forladt Italien, før himlen med ét rejste sig som en stor, mørkegrå mur foran os, en mægtig tordenhimmel, der forløstes med et brag.

I løbet af ingen tid blev asfalten usynlig bag de duggede ruder, oversvømmet og mørknet af væde flød den sammen med de våde marker og dannede et mægtigt sumphjerte, der bankede med vidløs kraft som en blind livsvilje i verden. Himlens væde omdannede jordens grøde til et ubestemmeligt søle af væske og klæg materie.

Igennem Tyskland stilnede den strømmende skylle til en dryppende regn, indtil det hele faldt nogenlunde til ro, da vi nåede Danmark. Skyerne gled snart fra himlen som et øje, der langsomt åbner sig. En stund blev solen helt synlig med sin røde brand, inden den sank ned i sin sæk i horisonten bag havet.

Danskerne er melankolikere.

”Det regner i mit hjerte / det smager lidt af smerte / det minder mig om noget”, synger C.V. Jørgensen, men på en måde, der samtidig får det sidste ord til at lyde som ”nåde”.

For det er jo sagen: Regnen er et gode, i grunden selve betingelsen for liv. Og i det danske bondesamfund har man i generationer hemmeligt besunget markens frodige grøde.

Det har at gøre med vandets – og måske danskernes – dobbelte karakter. Vandet er både frugtbart, et udtryk for renselse, og som urhavet et billede på altings oprindelse. Men vandet er også dødbringende, ja, katastrofisk, som i de mange sindbilleder af oversvømmelser, hvor en hel kultur går under.

Regnen er altså betydningsfuld, har adskillige former, varierer i omfang og intensitet, kan være foruroligende og forløsende, grå og kedelig, og den har magt til at hensætte sindet i særlige stemninger. Men regnen er uundgåelig, som i en sommer i Danmark. Et formidabelt fascinerende fænomen.

Det vil jeg minde mig selv om, næste gang sluserne åbnes over det ganske land, og jeg ønsker mig ned i Sydens ørkener af hede og tørke.