Prøv avisen

Kristeligt Dagblads læsere: Man lever videre efter livet

Mange af avisens læsere er helt overbeviste om et liv efter døden, enten gennem deres tro eller på anden mere eller mindre spirituel vis. Det blev klart i kommentarsporet til den omtalte artikel, ”Vi interesserer os i stigende grad for et muligt liv efter døden”, som blev delt på Kristeligt Dagblads facebookside i lørdags. Foto: Nima Stock/Ritzau Foto

Mens forskning stadig søger svar på, om der findes et liv efter døden, har læsere en klar overbevisning

Lever vi videre efter døden, blev der spurgt i en artikel i avisen forleden i forbindelse med påsken og Jesu opstandelse.

Her blev det belyst, hvordan videnskaben i disse år forsøger at finde svar igennem forskning i nærdødsoplevelser.

”Jeg oplever, at der spreder sig en erkendelse – især inden for hjerneforskningen og psykologien – af, at vores bevidsthed er mere end et produkt af hjernen,” udtalte specialist i sundhedspsykologi og leder af Videnscenter for funktionelle lidelser Peter la Cour i artiklen.

Mange af avisens læsere er helt overbeviste om et liv efter døden, enten gennem deres tro eller på anden mere eller mindre spirituel vis. Det blev klart i kommentarsporet til den omtalte artikel, ”Vi interesserer os i stigende grad for et muligt liv efter døden”, som blev delt på Kristeligt Dagblads facebookside i lørdags.

”Ja, jeg tror på et liv efter døden. Et evigt lykkeligt liv som gave ved troen på Jesus Kristus. En manifestation, vi fejrer her i påsken, halleluja!”, skriver Sven Vaa.

Pernille Ritter ”tror på, at sjælen lever evigt”, mens Snezana Loncar fortæller, at hun ”er kristen og tror på det evige liv”.

Andre er mere konkrete i deres forestilling om et efterliv: ”Ja da, jeg tror også på et liv før døden. Jeg ser døden som en ændring af form... ligesom når vand koger og ændrer form til damp.”

Der er også læsere, der kun forholder sig til det kødelige liv på jorden, heriblandt Tanya Randstoft, der konstaterer:

”Når den sidste synapse stopper, på grund af mangel på ilt, er der ikke mere. Det er ganske simpelt.”

”Nyd nu livet sammen med dine kære, så længe du kan. Når vi er døde, forsvinder vi for evigt, det kan der også være noget smukt i,” mener Anne Maradi.

Det lyder pænere, at man lever videre efter livet, end at man bliver decideret ormeføde, skriver Josefine Skov Kaas-Hansen. ”Det er lidt mere romantisk at tænke sådan, men det passer mig fint sådan.”

Rosa Petersen lader tvivlen komme døden til gode og kalder skæbnen for ”spændende”.

Men det er det nu ikke ifølge Michael Krarup, der deler sin egen ”skuffende” erfaring med ”den anden side”:

”Jeg selv oplevede absolut intet, da jeg døde i 13 minutter af hjertestop en fredag for lidt over fem år siden. Men jeg genopstod da på tredjedagen søndag, samme dag som prædikenen i Frederiksberg Kirke var over historien om enken fra Nain og hendes døde søn. Min tro og mit håb på et liv efter døden har ikke rykket sig fra nulpunktet siden min første død, men jeg er ikke mere bange for at dø – kun for, hvad der kan komme før.”