Prøv avisen
Hus og hus imellem

Mange gamle præstegårde er truet på livet

Blistrup Præstegård i Nordsjælland, smuk og enkel og – så vidt Peter Olesen ved – heldigvis ikke truet. – Foto: Peter Olesen

Gamle præstegårde er pludselig blevet for dyre i drift og for upraktiske. Ussel mammon styrer løbet. Det er trist og sørgeligt, skriver Peter Olesen

Mange smukke, gamle danske præstegårde er truet på livet. En helt unik og sjælden kulturarv er dermed i risiko for at gå tabt. Alene fordi de åbenbart pludselig fra den ene dag til den anden er blevet for dyre i drift og for upraktiske. Ussel mammon styrer det hele.

Præstegårdene er mange gange ikke isoleret efter dagens standard, de er selvfølgelig som alle andre gamle bygninger vedligeholdelseskrævende, og menighedsrådene er mange steder begyndt at se, hvor der kan spares. De gamle præstegårde kan rives ned eller sælges. Uha, for en tankegang.

Er man slet ikke opmærksom på, hvilken helt særlig og unik kulturarv, som de fine, gamle præstegårde repræsenterer? Oftest fornem bygningskultur og kulturarv i ordets bogstaveligste forstand. I mange mindre samfund var og er kirken midtpunktet og for mange samlingspunktet. Her bliver holdt møder, her mødes menigheden også hjemme hos præsten. Og i de senere årtier er der indrettet menighedshus, foredragssal og konfirmandstue i de gamle udlænger lige op ad selve præstens bolig. Alt det er nu truet mange steder.

Så var det Jyderup, og sidst var Alslev Præstegård ved Varde lige ved at skulle lade livet. Men i sidste øjeblik ombestemte byrådet i Varde sig heldigvis og forbød nedrivning af den fine, gamle bygning. Godt det samme!

Bygningskultur Danmark arrangerede for nylig en konkurrence og afstemning om, hvilken dansk præstegård er den smukkeste. Og der var ikke så få velegnede kandidater. Vinderen blev den smukke og meget særlige Moseby Præstegård på Falster. Med denne øvelse har Bygningskultur Danmark været positivt med til at sætte fokus på en helt særlig kulturarv og har åbnet fleres øjne for, hvad vi skal passe på og værne om.

For kan det virkelig passe, at dyr opvarmning og manglende isolering, målt mod nutidens meget restriktive krav, alene skulle være årsagen til at sælge eller rive ned? Vel næppe. Er vi virkelig nået så langt i Danmark, at kun økonomien tæller? Ikke kulturarven?

Kør en tur rundt i landet eller bare på Deres egen egn og find kirkerne i landskabet, på Bornholm, på Sjælland, Fyn og i Jylland og selvfølgelig også på Lolland Falster og på flere af vore mindre øer. Og se godt efter, for præstegården ligger lige umiddelbart ved siden af, ofte som en velholdt perle midt i landskabet. Jeg kender rigtig mange af dem, og en af dem, jeg altid smiler ekstra til, er den smukke, røde ved Østerlars Rundkirke på Bornholm. Men Kølstrup ved Kerteminde kan også fremhæves, ligesom Vive præstegård ved Hadsund. De var alle tre med i konkurrencen hos Bygningskultur Danmark.

I Nordsjælland, tæt ved hvor jeg har sommerhus, ligger Blistrup med kirke og præstegård. Præstegården er, så vidt jeg ved, ikke truet og godt det samme. Det kunne også lige mangle. Hver gang jeg kører forbi, sætter jeg farten ned og smiler mildt til den smukke, enkle bygning med fine udlænger. Og sådan kan vi alle gøre, hvor vi nu holder til, og om nødvendigt hårdnakket kæmpe for, at der ikke kommer utidige overgreb på egnens helt særlige og unikke kulturarv.

Det kunne lige passe.

Moseby Præstegård på Falster blev tidligere på året kåret som Danmarks smukkeste præstegård. – Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Alslev Præstegård ved Varde var lige ved at skulle lade livet. Men i sidste øjeblik ombestemte byrådet i Varde sig og forbød nedrivning af den fine, gamle bygning. – Foto: Plan og Byudvikling, Varde Kommune