Hvis man tilfældigvis skulle ligge inde med en metaldetektor, er der tilsyneladende masser af guld og andre ædelmetaller at finde rundt-omkring i landet.
Det tyder det i hvert fald på, når man læser de mange kommentarer på Kristeligt Dagblads Facebook-profil.
Her føler flere stærkt med Kåre Gade, som for nylig var så uheldig at miste sin vielsesring og i sin klumme forleden spurgte, om der mon findes et godt tidspunkt at fortælle sin kone, at man har smidt sin vielsesring væk. I indlægget beskriver Kåre Gade, hvordan ulykken indtraf undervejs til et middagsselskab.
”Vi vender om. Hver gang, vi holder for rødt eller kommer til et kryds, tager jeg handskerne af og tjekker ruten. Således når vi frem et kvarter forsinkede, og, for mit vedkommende, med meget frosne hænder. Det prikker stadig i fingrene, da jeg – efter hovedretten og fordybet i en samtale om klimaforandringer – gnider mine hænder for at få varmen. I stedet isner det ned ad ryggen:
"Min vielsesring er væk.”
Den beskrivelse har mindet mange af Kristeligt Dagblads følgere på Facebook om lignende begivenheder fra deres liv. En af dem, Marianne Rosel Larsen, skriver:
”Min vielsesring forsvandt i rengøringsvanvid for mange år siden. Vi havde købt en gård på landet. Vi skulle ud for at besigtige vores køb. Min mand kommer hjem fra sit arbejde. Jeg skynder mig at afslutte mit arbejde, smider det beskidte gulvvand ud i toilettet. På vej i bilen ud til vores nye hjem opdager jeg, at min vielsesring mangler. I min hukommelse erindrer jeg et ’kling’, da jeg smider vandet ud. Med bange anelser kommer vi hjem – og begge med hoveder og hænder ned i toilettet forsøger vi at rage ringen frem – men ak. Vi har i år holdt guldbryllup. P.S. Jeg fik en ny ring af min mand i sølvbryllupsgave,” skriver hun, mens Kenneth Kiesø med slet skjult bebrejdelse skriver om sin kone:
”Herregud, det er jo ingenting! Fruen i huset er på sin fjerde ring på halvandet år, og min sidder stadig på fingeren til trods for knap en måneds indlæggelse på hospitalet inklusive operation med mere.”
Lektor i bioetik Mickey Gjerris, der også skriver etiske klummer her i avisen, svarer kort og godt: ”Er på min tredje – og svaret er nej.”
Altså findes der ifølge ham ikke et passende tidspunkt at fortælle om en mistet ring til sin ægtefælle.
Flere benytter også lejligheden til at ”tagge”, altså tilføje deres respektive partneres navn til kommentaren, for at minde dem om deres tidligere forseelser. Og enkelte minder om, at det stadig kan ske, at ringen dukker op igen en dag.
”Min mors ring røg på mystisk vis med ud i komposttønden, men da det så var formuldet og skulle spredes ud i grøntsagerne, dukkede den heldigvis op igen,” skriver Dorte Jensen.