På Bagsiden efterlyste læser Steen V. Skånstrøm fra Nærum for nylig en sang, han plejede at lytte til i sin tid som dreng efter Anden Verdenskrig. Den handlede muligvis om en fru Flink og madam Hanke, skinke og at leve i nuet, mente han. Flere læsere har siden henvendt sig. Alle er enige i, at det efterlyste skulle være sangen ”Skinkerne” fra 1943 med tekst af Mogens Lorentzen og musik af Amdi Riis. Den handler om to kvinder, der hver især får fat på en god skinke i krigens ellers sparsomme tider. Den ene spiser det bedste af skinken og får lidt glæde og fest i den mørke tid, men den anden spinker og sparer og spiser kun det mindst appetitlige stykke, ”for det er godt at have noget til gode”.
Ifølge læser Anne Marie Henriksen fra Kollund kan teksten findes på side 254 i bind 2 af samlingen ”Lystige Viser”. Aage Borg fra Skjern har kendt historien om skinkerne i mange år og har sendt følgende tekst, hvoraf Bagsiden bringer de fire første vers:
Der boede engang på et torv i en by
et par koner, der handled’ med skrammel.
Den enes butik var pertentlig og ny
den andens var snusket og gammel.
På et skilt hos fru Flink kunne køberne se,
der var et lager af ”møbler og antikviteter”
mens at genboen, hun madam Hinke, var kun
maskedisk, maskedask, marskandiser
med den samme slags varer og priser. Et år kom der krig, det gik frygteligt på under misvækst og mangel og krise.
Man opkøbte alt, hvad man bare ku’ få,
som man aldrig før plejed’ at spise,
men den smukke fru Flink og den sky madam Hinke
de fik hver for sig fat på en drabelig skinke;
den er god til at ha’ til at ty til og ta’.
Når man skær’ sig beskedent en skive
kan man holde sig længe i live.
Det kneb med humøret, det knirked’ med mad, da man nåede til enden af året; fru Flink gik på loftet, taknemlig og glad, og hun klasked’ sin skinke på låret: ”Vi er begge to skabt til glæde og lykke.” Og hun valgte bestandig det fineste stykke, og hun smiled’ og skar: Ja, man ved, hvad man har, og hver gang så ta’r jeg det bedste, for et men’ske har godt af at feste! Men genbomadammen, hun fandt det for groft med fru Flink, nu da alle sku’ spinke, og hun kravlede op på sit støvede loft og betragted’ sin røgede skinke og begyndte at snitte og rive og rykke i bestandig det mindst appetitlige stykke, og hun sukkede træt, mens hun rystede let på sit grå og bekymrede ho’de: ”Det er godt at ha’ noget til gode”.
Tekst: Mogens Lorentzen Melodi: Amdi Riis