”Søndagen nød vi i en butikslukket by"

Mange læsere vil holde hånden over den lukningstruede lukkelov

Skal man kunne købe sine havregryn juleaftensdag eller langfredag? Ikke hvis det står til de fleste af Kristeligt Dagblads Facebook-følgere, der ikke vil af med lukkeloven. – Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det sker efterhånden kun 13,5 dage om året. På dage som juleaftensdag, påskedag og store bededag går Danmark i stå. Forretningerne holder lukket, så danskerne, og ikke mindst de butiksansatte, kan trække stikket for en stund og hellige sig familien og højtiden.

Men nu vil en liberal regering igen pille ved lukkeloven, ligesom det er sket adskillige gange i løbet af de seneste 100 år. For hvorfor skal danskerne i grunden ikke kunne købe rødkål eller franske kartofler juleaftensdag, hvis det lige er der, tiden er til det?

Det argument er der dog ikke mange af Kristeligt Dagblads Facebook-følgere, der kan se fornuften i. Det fremgår tydeligt af deres reaktioner i kommentarsporet til en artikel om det nye forslag om at afskaffe lukkeloven helt. Jens Ingolf Nørgaard er ligefrem bekymret for folkesundheden:

”Endnu flere med stress og depression,” skriver han i sin kommentar, hvor han også mener, at ”der er forretninger nok til, at vi kan nå at købe vores havregryn i hverdagene”.

”I min verden handler søn- og helligdagene om vigtigheden og respekten for det meningsfulde nærvær, som holder vore familier sammen,” skriver Charlotte Larsen, der selv arbejder i en lille detailforretning, hvor de udvidede åbningstimer ingen økonomisk forskel gør.

”Det er langt vigtigere, at vi er gode, når vi er der,” tilføjer hun.

Niels Jørgen Nielsen var for nylig på ferie i Wittenberg i Tyskland, hvor forretningerne stadig som hovedregel holder lukket på de fleste søn- og helligdage.

”Søndagen nød vi i en butikslukket by. Så fuldstændig fri for stress og jag. Mon ikke det er det, det danske samfund trænger til?”, spørger han.

Erik Dunkelskov Møller Madsen har et helt konkret forslag til, hvordan danskerne kan bidrage til at holde liv i lukkeloven.

”Hvis vi undlader at handle de pågældende dage, vil problemet løse sig selv,” lyder det.

Men der er også enkelte læsere, der sagtens kan se fidusen i at lukke lukkeloven. En af dem er Gitte Grelander, der synes, at butikkerne selv skal kunne bestemme, hvornår de vil holde åbent.

”Det skulle så bare være valgfrit for personalet, om de vil arbejde nytårs- og juleaften,” skriver hun, mens Anker Stang tilføjer, at ”dem med andre trosretninger da bare kan holde åbent. Dem, der holder jul, skal selvfølgelig være fritaget fra at gå på arbejde”.