Danmarks mange dobbelthuse eller tvillingehuse er født og skabt ens. Men de ser langtfra ens ud, når de først har fået nogle år på bagen. Det kan være meget interessant og tankevækkende at studere, hvor forskelligt husene udvikler sig undervejs.
Der skal måske skiftes tagmateriale, sættes kviste på, lægges tagvinduer i, måske skal skorstenen fjernes, der skal nye vinduer, der skal nye døre, og måske skal facaden behandles med puds eller maling.
Og meget ofte tænker man: Sig mig, er de to ejere af dobbelthuset uvenner, siden de behandler hver deres halvdel af dobbelthuset så forskelligt? Er det for at drille hinanden, eller taler de bare ikke sammen? Jeg kender endda et eksempel fra en stor, dansk kommune, hvor to ejere af et dobbelthus bekrigede hinanden ganske markant. Denne ene lå på sit tag og tog billeder af naboens opsætning af kviste og sendte fotografierne til kommunen.
LÆS OGSÅ: Livet ved gadekæret i Esbønderup
Nu står det jo ikke i nogen lov, at to sammenhængende huse normalt altid skal behandles ens, medmindre der er tale om fredede huse, eller de ligger i et område med en bevarende lokalplan. Så er sagen en anden, så er der nyttige regler, der skal følges. I en stribe danske byggeforeninger fra første halvdel af 1900-tallet er der allerede etableret bevarende lokalplaner, og det pynter undervejs på husenes udseende, fordi de så skal behandles ens. Men ikke alle huse og kvarterer i dette land kan jo være fredede eller være omfattede af bevarende lokalplaner. Derfor må det være op til den enkelte eller de enkelte husejere at forsøge at få styr på tingene. Eller meget gerne den stedlige grundejerforening, der sagtens kan udarbejde planer som vejledning for kvarterets huse.
Jeg undrer mig tit, når jeg ser, hvor uens mange dobbelthuse behandles, og tager mig ofte til hovedet og spørger: Hvordan finder de på det? Hvorfor taler de ikke sammen? Hvad siger genboen og andre, der skal passere en indimellem voldsom uorden?
I mit eget Valby i København har vi hele syv byggeforeninger fra førnævnte periode, og i fem af dem er der tale om dobbelthuse. En tur rundt her og til andre områder med dobbelthuse kan virkelig blive et studie i gru og rædsel og manglende koordination. Jeg ser den samme tilbøjelighed, når jeg kommer rundt i landet. Enhver dansk by med dobbelthuse kan byde på samme ejendommelige udvikling.
Man skifter ikke tagmateriale samtidig og på samme måde. Det samme med vinduer, døre og alle de andre førnævnte detaljer. For en gruppe arkitektstuderende eller unge under uddannelse til murer, tømrer eller snedker kunne det være en inter-essant øvelse at forsøge at regne sig frem til, hvordan husene oprindelig er skabt, alene ved at gå dem alle igennem. Lidt her og lidt der røber detaljer fra fortiden, og på den måde kan man, uden at finde arkivfotos frem, måske stykke et billede sammen af, hvordan de oprindelig kan have set ud. Ikke at alt partout skal se ens ud til evig tid, men hvorfor dog spolere noget, der lige så godt kunne forblive så godt, som det var, da det blev skabt? Jeg ved godt, der skal isoleres, der skal flere lag glas i ruderne, der skal måske indrettes ekstra rum under taget; der er mange muligheder, men hvorfor ikke også samtidig respektere husenes oprindelige formsprog? Det kan sagtens lade sig gøre, især hvis man søger råd hos den gode og forstandige sagkundskab. Kommunernes tekniske forvaltninger blander sig ikke, hvis husene bare ligger i almindelige områder, for så er der frit slag. Også for den dårlige smag.
Men da jeg tror på opdragelse og på positive resultater af konstruktiv debat, så tror jeg jo også på, at det kan nytte at debattere dette emne, at forsøge at opdrage på husejere og grundejerforeninger, så den enkelte tænker sig mere om, før man går i gang med at forvandle sit hus, og især at man giver sig i snak med sin tvillingehus-nabo, så man forandrer i takt og i respekt for det oprindelige. Eventuelt en dag søger tilbage og får ryddet op i de eventuelle unoder, man selv, eller den foregående husejer, kan have føjet til huset.
Så tal dog med naboen og lad være med at få det til at se ud, som om I ikke kan døje hinanden og aldrig taler sammen.
