De er over det hele. De irriterende typer, der taler om content, fordi indhold lyder mindre fikst. De står bag katalogerne, der omtaler de nye styles – og de udvirker pudsigheder som denne: ”Come on! Vi er jo growing up peoples” [sic!].
Vi synes, de er lidt skabagtige, men ærlig talt – de er mere ærlige end de måbende horder, der konstant betjener sig af undersat engelsk, som de tror, er dansk.
Når vi kan læse, at det kommer med en pris, er vi mærkværdigt uvidende om, at vi lige har undersat it comes with price. Når vi taler om ham, vi mødte den anden dag, så aner vi vist ikke, at det faktisk hedder forleden dag, og at the other day bare er sivet ind, uden at vi har bemærket det. Vi lægger heller ikke mærke til, at hovedrolleindehavere pludselig spiller over for hinanden, fordi vi har lært, at Olivia Newton John plays opposite John Travolta. På samme måde har vi blindt assimileret, at der er mere til historien i stedet for at sande, at historien ikke slutter der, for i alle film hører vi jo, at there’s more to the story.
Vi kalder også rask væk hinandens bluff, som da en chefredaktør for et større tidende forleden kaldte Mette Frederiksens bluff. Jeg tror nok, vi engang påpegede eller gjorde opmærksom på. Vendingen findes i en endnu skrækkeligere udgave nemlig: kalder ud – fra call out, der også i denne brug er ny på engelsk og understøtter det nye opdragelsessamfund, hvor vi skal ”kaldes ud” og derpå hånes, hvis vi forbryder os over for nye normer, vi måske ikke anede fandtes.
Når tingene ikke lige flasker sig, så går det ikke vores vej – it doesn’t go our way. Måske fordi tingene er uddaterede (outdated), hvad vi ellers plejede at kalde forældede eller utidssvarende. Somme køber også ind på en idé eller en forestilling (buy into), hvor vi dengang dinosaurerne var knægte, billigede, troede på eller accepterede samme idé. I mange år nøjedes vi med at købe, og det var da til at leve med.
Den største rædsel er måske på ryggen af. Den vending kommer regelmæssigt ud af vores public service-tv og får absolut ingen andre end pedanterne til at ryste på hånden, men i kølvandet på har, så vidt jeg ved, ikke gjort nogen noget. On the back of – og det er lidt morsomt –har faktisk intet med ryg at gøre. On the back of vedrører alene kronologi. Det, der foregår on the back of noget, foregår simpelthen efter det noget. Så hvis anglicismer er sprogets femte kolonne, bør den, der listede ryggen ind, prompte forvises fra enheden. Det er jo ikke meningen, at vi skal lægge mærke til denne femte kolonne, der er sat i verden for at optrevle sproget indefra.
Men generer de, de her indimellem ufrivilligt morsomme konstruktioner? Sproget udvikler sig jo, hedder det. Næ, slå jer løs, men pas på, at det ikke bliver for åndet, for så kan vi alt for tydeligt se, hvad der sker.
Dette er en sprogklumme. Klummen skrives på skift af forfatter Susanne Staun og seniorredaktør Henrik Lorentzen