For lidt over et år siden gik Marie Lau Florin til sin læge med smerter i foden. Lægen spurgte, om hun dyrkede motion, og hun svarede nej. Så spurgte lægen til hendes vaner, og Marie Lau Florin fortalte, at hun vandrer meget til hverdag, for eksempel 25 kilometer til en familiefødselsdag i Birkerød eller lige så mange kilometer hjem fra arbejde på en onsdag. Og så var der selvfølgelig vandringerne på Caminoen, tre gange på et år, omkring 500 kilometer i alt.
”Okay”, svarede lægen og satte et kryds på sit papir ud for kategorien ”ekstremsportsudøver”.
”Det åbnede lidt mine øjne for, hvad jeg var i gang med. At det var blevet mere end nogle separate begivenheder, men til en livsstil, der bringer glæde til hele mit liv,” siger Marie Lau Florin i dag om oplevelsen hos lægen.
Den 42-årige praktikkoordinator fra Snekkersten har i år været på to pilgrimsvandringer, og to yderligere er allerede i kalenderen: den franske caminorute over Pyrenæerne til oktober og til Spaniens sydligste camino fra Gibraltar over jul og nytår.
”Der er et før og et efter pilgrimsvandring i mit liv. Det er blevet en besættelse for mig at vandre,” erklærer hun.
Før Marie Lau Florin kom i gang, troede hun, at pilgrimsvandring var et kald, og at når man havde gennemført sin pilgrimsvandring, var det afsluttet, og kaldet opfyldt. Men det viste sig hurtigt, at hun fik en ny følgesvend med hjem fra sin første pilgrimsvandring: længslen.
”Intet var afsluttet efter den første pilgrimsvandring. Længslen efter endnu en er meget konkret i mit liv nu. Længslen sidder med ved middagsbordet, på mit arbejde, i mit sociale liv. Jeg vandrer til alt,” siger hun.
Pilgrimsvandringerne foregår både alene og sammen med hendes mand og sommetider også med nogle af deres seks sammenbragte børn.
”Caminoen er ikke ekstremsport. Men jeg går nogle gange op til 45 kilometer om dagen, og når jeg når målet, er jeg fuldstændig udmattet og træt. Den udmattelse giver en indre fred, som jeg elsker,” siger hun og påpeger, at pilgrimsvandring er en mulighed for stor fysisk aktivitet uden alt for mange skader.
Alligevel fik hun i 2018 hælspore efter at have vandret 120 kilometer på Caminoen på fire dage.
”Det lærte mig, at man skal tage sine fødder meget alvorligt, når man vandrer meget. Jeg havde en fejlstilling på den ene fod, som under normale omstændigheder ikke ville føre til yderligere problemer. Det er nu 13,5 måneder siden,” siger Marie Lau Florin.
Skaden har ikke holdt hende tilbage fra at tage på flere vandringer. På den første tur efter hælsporen fik hun fragtet sin rygsæk, men nu er hun til sin store glæde igen rask nok til selv at bære de seks ekstra kilo bagage uden smerter.
På pilgrimsvandringerne vender hun livet, ofte som løse tanker, der flyver ind og ud af hovedet på hende.
”Det er en indre rejse, der giver en fornemmelse af at blive renset igennem. De mange indtryk fra det, jeg ser og hører på ruten, skyller min sjæl igennem. Det er der behov for i en tid med et stort behov for kontrol og ejerskab. Jeg kan føle mig helt fanget i min bil eller blandt materielle ejendele, som jeg siger farvel til, når jeg skal afsted. Det handler om at slippe den moderne verdens tryghed for en stund og tage imod gaven ved at opleve hjælpsomme mennesker,” siger Marie Lau Florin, som altid har været meget søgende.
”Folkekirken har altid været en del af min familie og opvækst. Men ude i naturen sker der nogle andre ting, som er meget spirituelle. Derude finder jeg mange svar på ting, jeg kæmper med i livet. Jeg plejer at kalde det for naturens katedral. Vandring er en måde for mig at nå den tilstand. Og går jeg med min mand, fører vi nogle meget bevidste samtaler om både store og små ting,” fortæller Marie Lau Florin, der deler vandrelivet ind i tre faser:
”Man drømmer om Caminoen. Man vandrer Caminoen. Og man drømmer sig tilbage til Caminoen.”
På hjemmesiden friefodspor.dk fortæller Marie Lau Florin om sine pilgrimsvandringer og guider og hjælper andre til at komme afsted.