Bodil Jørgensen: Med dåben giver man sit barn øjne, der kan se

Skuespiller Bodil Jørgensen klamrede sig til sin tro, da hun blev mor første gang. Det kristne fællesskab har stor betydning for hende

Bodil Jørgensens førstefødte blev døbt på hospitalet forud for en livsvigtig operation. Hér fik Bodil Jørgensen for alvor brug for sin tro. - Foto: Leif Tuxen
Bodil Jørgensens førstefødte blev døbt på hospitalet forud for en livsvigtig operation. Hér fik Bodil Jørgensen for alvor brug for sin tro. - Foto: Leif Tuxen

Efter fødslen af sin førstefødte fik skuespiller Bodil Jørgensen en besked, der må være enhver nybagt mors værste mareridt. Hendes søn skulle opereres. En forsnævring på en pulsåre i hjertet truede den lille dreng på livet, og han måtte derfor tilbringe fem uger i en respirator. Over ham blev der lagt en dåbskjole. Én, som Bodil Jørgensen havde haft liggende klar derhjemme. Før operationen skulle han nemlig døbes, havde forældrene bestemt, og sønnen var blot fem uger gammel, da han blev det.

”Vi fik mulighed for at få ham døbt ved hospitalspræsten. Den greb vi. Og det betød enormt meget for os, at det kunne lade sig gøre,” fortæller Bodil Jørgensen, hvis ældste søn blev døbt på Rigshospitalet i sommeren 1996.

Risikoen ved operationen kunne hun ikke ændre på, men hvad hun kunne, var at klamre sig til sin tro og sit stærke håb om, at alting nok skulle gå.

”Fra den tid kan jeg særligt huske dette citat: At hvis ikke du kan blive som et lille barn, så kommer du aldrig ind i Guds rige. Det var en stor trøst,” siger hun.

Operationen giksom håbet, og Bodil Jørgensen fik sindreng tilbage i favnen. Johannes var navnet, og hospitalsdåben blev ikke eneste gang, Johannes bar dåbskjolen. Da han var otte måneder, gentog familien dåbsceremonien for ham. Denne gang i Frederiksberg Kirke i København, tæt på, hvor Bodil Jørgensen dengang boede med Johannes og Johannes’ far, den nu afdøde teaterinstruktør Henrik Sartou. Familien og vennerne skulle have muligheden for at være med og overvære ceremonien. Dåben betød nemlig meget, og det gør den i høj grad stadig den dag i dag for alle hendes tre børn.

”Dåben er måske noget af det mest sociale, vi har tilbage. Vi er alle Guds børn. I dåben giver man barnet muligheden for at få med troen, håbet og kærligheden at gøre og for at blive en del af et fællesskab, der er kærlighedens fællesskab,” siger Bodil Jørgensen.

Efter Johannes kom sønnen Østen til verden i 2001, og syv år efter fulgte datteren Rigmor, som Bodil Jørgensen har med sin nuværende mand, filmfotograf Morten Søborg. Til hver af børnenes dåb er salmen ”Op, al den ting, som Gud har gjort” af Hans Adolph Brorson blevet sunget. En linje lyder: ”Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.”

Og det er den perfekte læresætning for små konger og dronninger, der døbes, mener Bodil Jørgensen.

”Med dåben giver man barnet øjne, der kan se. Det, synes jeg, der er noget meget smukt i.”

Både Johannes og Østen valgte at blive konfirmeret. Til næste år er det Rigmors tur. For konfirmeres, det vil hun, fortæller Bodil Jørgensen. Datteren elsker sit dagmarkors, som hun fik ved dåben og som altid hænger om hendes hals. Bodil Jørgensen modtog selv et magen til, da hun blev døbt. Det var af guld. Den bløde slags, der gjorde korset lidt skævt, fordi hun som lille havde bidt i det. Den kristne tro har altid været en vigtig bestanddel af Bodil Jørgensen som menneske, fortæller hun. Den er tryg for hende, fordi hun kender den så godt. Hun kender alle historierne. Særligt holder hun af fortællingerne om Kristus i Det Nye Testamente, som hun synes, er lige så relevante for børn, som de er for de voksne. Derfor er det også fortællinger, hun har gjort en dyd ud af at lade sine egne børn vokse op med.

”Jeg har læst rigtigt mange af dem. Selv hvis man ikke troede på dem, så er det jo nogle fabelagtige fortællinger. Og så har jeg hver aften inden sengetid bedt Fadervor med børnene, ligesom min far gjorde det med mig. Min datter Rigmor siger, at hun meget hurtigere falder i søvn, når vi har sagt vores fadervor. Man kan nemmere lukke ned, når der er sagt tak.”