Med smartphone i Tycho Brahes fodspor

Spillet Tychos rejse er netop færdigudviklet i samarbejde med Dansk Forfatterforening, Alexandra Instituttet på Aarhus Universitet og ikke mindst idémanden Sally Altschuler, der er børnebogsforfatter til blandt andet romanen Dødseleksiren fra sidste år om netop Brahe

Det nye spil ”Tychos rejse” er et GPS-baseret udendørs brætspil for børn og voksne. – Foto fra spillet.
Det nye spil ”Tychos rejse” er et GPS-baseret udendørs brætspil for børn og voksne. – Foto fra spillet.

I takt med teknologiens udvikling kom bestræbelserne på at blande den nye virtuelle verden med den virkelige. Den tanke har fiktionsforfattere selvfølgelig udfordret og lavet bøger og film om sindets fortabelse i den virtuelle virkelighed. Som for eksempel i film som The Matrix og den nye Her om en mand, der forelsker sig i det intelligente computersystem Samantha.

Men mellem ekstremerne og virkeligheden lever interaktive oplevelser i bedste velgående på steder, hvor man kan benytte internettet eller teknologi til at blive klogere på verden eller bare underholdt. Det har museer gennem mange år forsøgt sig med i deres udstillinger, som ikke længere bare må være et maleri på væggen eller en gammel høstmaskine. Brugerne skal inddrages, lyder mantraet i kulturverden. Det har it-giganten Google naturligvis for længst opdaget og tilbyder gratis virtuelle gåture på et stort udvalg af verdens museer, hvor man kan se malerier helt ned i ufattelige detaljegrader, øjet aldrig ville opdage. Det hedder Google Art Project.

Med fremkomsten af smart-phones og tablets som iPaden er interaktiviteten kun vokset. Og mulighederne for at fordybe sig i skærmens fagre verden vokser dag for dag. I dag kan alle finde på en såkaldt applikation eller app, som kan være spil, nyheder, kogebøger eller interaktiv underholdning til alle aldre. Tag for eksempel Au-rasma, et program, der udfordrer interaktivitetstankegangen: Med en smartphone eller tablet skal man kunne scanne alle typer af trykte medier som aviser og magasiner og frem på skærmen dukker for eksempel en avisnyhedsskribent, der fortæller om de nyeste oplysninger i sagen, eller en levende reklame med lyd og video dansende over det tavse papir.

LÆS OGSÅ: Vilde billeder og stor komik i Tycho Brahe-bog

Mulighederne er formentlig uendelige, og nu forsøger et nyt spil at bringe historie, litteratur og læring sammen i det virtuelle univers, alt sammen for at lære især børn om renæssancen og Tycho Brahes liv i særdeleshed.

Spillet Tychos rejse er netop færdigudviklet i samarbejde med Dansk Forfatterforening, Alexandra Instituttet på Aarhus Universitet og ikke mindst idémanden Sally Altschuler, der er børnebogsforfatter til blandt andet romanen Dødseleksiren fra sidste år om netop Brahe.

Spillet er støttet af tips- og lottomidler og kan hentes gratis som applikation nu. Det er tænkt som en virtuel gruppeleg til for eksempel skoleklasser eller børnefødselsdage. Det får børnene til at bevæge sig, samtidig med at de lærer noget om historien. Der er tale om et GPS-baseret udendørs brætspil, forklarer han, hvilket vil sige, at man med en smartphone eller iPad i hånden kan gå rundt på en stor græsplæne og lade sig guide via net-opkobling og forbindelse til satelitterne.

Spillet virker alle steder. Det kræver blot et stort nogenlunde bart areal som en fodboldbane, men mindre kan også gøre det, siger Sally Altschuler, der har investeret mange kræfter og år på spillet.

LÆS OGSÅ: Kviksølv slog ikke Tycho Brahe ihjel

Når man har pladsen på plads, lader man spillet udfolde sig. Det er bygget op omkring Tycho Brahes liv og renæssancen og delvist over Altschulers roman. Det gælder om at løse gåder og gå på jagt efter svar på blandt andet gåden om astronomens mystiske død. Det tager mellem 40 og 90 minutter at gennemføre, og undervejs bliver spillerne præsenteret for dagliglivet i renæssancen og tidens samfundsstruktur og astronomi.

Afhængigt af hvordan spillet bliver modtaget, vil Forfatterforeningen tænke i nye projekter, der kan forene bogens verden med den virtuelle. Så længe der er en forbindelse mellem en computerskabt virkelighed og den virkelige virkelighed, og fødderne dermed forbliver på jorden, bør fantasien ingen grænser have.