Mellem objekt og flade

I samarbejde med kunstneren Thomas Lindvig tilbyder Kristeligt Dagblad eksklusivt to smukke kunsttryk signeret og nummereret af kunstneren. Kunstkritiker Lisbeth Bonde introducerer værker og kunstner

Thomas Lindvigs kunsttryk ”Uden titel (vinduer)” fra 2013 og ”Uden titel (kube som kors)” fra 2017 er fremstillet særligt til Kristeligt Dagblads læsere i et begrænset oplag. –
Thomas Lindvigs kunsttryk ”Uden titel (vinduer)” fra 2013 og ”Uden titel (kube som kors)” fra 2017 er fremstillet særligt til Kristeligt Dagblads læsere i et begrænset oplag. – . Foto: Kristeligt Dagblad.

I disse år er alt tilladt i samtidskunsten. Alle medier, materialer og motiver står til rådighed for kunstnerne. Tidligere skulle man helst være avantgarde og leve op til modetendenser, ismer og skoler i kunsten. I dag er avantgarden død, og der er frit valg på alle hylder. Kunstnerne kan desuden citere fra kunsthistorien tilbage i tiden og ”sample” elementer fra den store ”billedbank”, fra hulemalerierne og frem. De kan også udfordre sig selv ved at stille spørgsmål ved, hvad et billede egentlig er, og hvordan man kan forny den lange tradition. Anything goes, når blot resultatet er originalt, skarpt og interessant.

Kristeligt Dagblads nye kunstner Thomas Lindvig (født i 1973) vælger sidstnævnte indgangsvinkel. Han har en konceptuel tilgang til maleriet, men han arbejder også med skulptur. Nu har han skabt to unikke, signerede kunsttryk til Kristeligt Dagblads læsere, ”Uden titel (vinduer)” og ”Uden titel (kube som kors)”.

Disse værker er resultatet af en metode, hvor Lindvig pålægger sig selv nogle benspænd. Han har indført en række tilfældighedsprincipper, som kan åbne for nye visuelle muligheder, det vil sige nye motiver og formverdener.

For at nå sit mål må han gå en omstændelig og nøje struktureret omvej. Blandt andet isolerer han motivet fra dets vante kontekst. Således besidder det på den ene side en grad af genkendelighed – som vinduet og kuben på de nye tryk – og på den anden side bliver det noget andet, ukendt og fremmed.

Thomas Lindvig beklæder først objektet med lærred, hvorefter han påfører kaninlim, så lærredet kan klæbe helt tæt til det. Dernæst maler han lærredet, som omkranser objektet, med flere lag oliemaling. Han benytter hyppigt brækkede farver, altså en nordisk og lidt tør palet. I kraft af måden, hvorpå lærredet folder sig om objektet, afsættes yderligere mere eller mindre tilfældige malerspor – en form for visuelt ”snavs”, som vidner om proces og handling. Disse spordannelser giver liv til motivet.

Når lærredet krænges af og spændes på en blindramme, opleves motivet som overraskende. Dels på grund af transformationen til et todimensionelt motiv, dels på grund af de tilfældige spor af maling på lærredet.

Undertiden må kunstneren kassere resultatet, fordi det ganske enkelt ikke er lykkedes. Andre gange besidder værket en dynamik og præcision, der virker overbevisende, som det er tilfældet med de nye kunsttryk. Her er motiverne sat ned i skala i forhold til de oprindelige, meget store lærreder.

Således kan en kube blive til et kors, og et dannebrogsvindue kan blive til et abstrakt motiv, der gentager sig – med en ”skygge” ude til venstre i form af spor fra indpakningen. Der er noget kropsligt over disse følsomme former, som synes visket frem, så motivet oscillerer mellem at være der og at trække sig tilbage.

På den måde kan det sammenlignes med fotografiet på det lysfølsomme papir. Her henvises til et moment, som var, men som ikke er mere; som den franske kulturfilosof Roland Barthes (1915-1980) skriver i bogen ”Det lyse kammer”, at fotografiet påfører øjeblikket et posthumt chok.

I sin kunst har Thomas Lindvig mange referencer til kunsthistorien. En af de tidlige, store inspirationskilder er den franske klassicistiske maler Nicolas Poussin (1594-1665), hvis intellektuelle klarhed kombineret med en poetisk og følelsesmæssig tilgang fascinerer ham. Fra nutiden kan nævnes den sydafrikanske maler Marlene Dumas (født i 1953), som han interesserer sig for på grund af hendes sitrende neurotiske maleri. Men han har også fundet inspiration hos så forskellige kunstnere som tyske Gerhard Richter (født i 1932) og amerikanske Bruce Nauman (født i 1941).

Førstnævnte for den forførende stoflighed, som han betjener sig af, kombineret med hans negeringer af maleriet gennem brugen af fotografiet og omvendt. Sidstnævnte navnlig for dennes konceptbaserede værker, der leger med vante forestillinger og betydninger. Også Thomas Lindvig forsøger at lette på låget, men han overlader det trygt til betragteren selv at drage konklusionen.

Lisbeth Bonde er kunstkritiker ved Kristeligt Dagblad og forfatter til en lang række bøger om kunst. Hun har netop udgivet bogen ”Dansk kunst i 10’erne – 40 kunstnerportrætter” på Gyldendal.