Prøv avisen
Interview

Antropolog: Mennesket har et ansvar over for døende kulturer og dyr

Rane Willerslev – til venstre for næsehornet – har besøgt det sidste hvide nordlige næsehorn. Næsehornets horn er skåret af i et forsøg på at holde krybskytter væk. Foto: Danmarks Radio

I en ny programrække besøger antropolog Rane Willerslev ting og steder, der vil forsvinde fra jorden i løbet af de næste 50 år. Mennesket må tage stilling til, hvordan verden skal se ud, mener han

I et reservat i Kenya græsser et næsehorn omgivet af bevæbnede vagter, der har til opgave at beskytte det store dyr. Næsehornet er nemlig ikke et hvilket som helst næsehorn, men den sidste han i verden af sin art.

Antropologiprofessor ved Aarhus Universitet Rane Willerslev har besøgt det sidste hvide nordlige næsehorn i forbindelse med en udsendelsesrække på DR 3. I det nye program besøger han sammen med unge kendte danskere dele af verden, som står til at forsvinde, før de næste generationer får en chance for at opleve dem.

”Der er flere hundrede dyr, planter, kulturer og sprog, der forsvinder og transformerer sig hele tiden, og det er der ikke noget unaturligt i. 99 procent af alle de arter, der har levet på jorden gennem tiden, er forsvundet i dag. Men eskaleringen af det er steget helt vildt i den moderne tidsalder,” siger Rane Willerslev.

Selvom verden altid har forandret sig, mener han, at vi som mennesker i dag har et særligt ansvar.

”Forskellen er, at vi i dag er direkte årsag til, at ting forsvinder, og vi er herrer over det. Det kræver, at vi tager moralsk stilling,” siger han.

Men det er ikke altid så nemt, og debatten om, hvad vi mennesker skal gøre, rummer mange dilemmaer, mener Rane Willerslev.

”Mange gange handler det om, at hvis man skal bevare noget, skal det være på bekostning af noget andet. Vi var i Kenya og møde det sidste hvide nordlige næsehorn, en han, der ikke engang kan levere sæd til reproduktion længere. Men man bruger ressourcer på at bevare næsehornet og holder det i live med fem soldater, der løber rundt omkring det, mens lokalbefolkningen, der er masaier, ikke har noget land. Er det værd at bevare dyr på bekostning af de mennesker, der engang levede i nationalparken? Det er den slags overvejelser, vi hele tiden skal gøre os,” siger Rane Willerslev.

I sidste ende må vi vælge, om vi er parate til at sige farvel til de ting, der er ved at uddø, eller om vi er parate til at tage de omkostninger på os, som bevaringen kræver. Og det valg kan være svært at tage, for tingene er ikke altid helt så sort-hvide, siger Rane Willerslev.

For eksempel får masaierne, der lever uden for reservatet, arbejdspladser og indtægter ud af den turisme, som næsehornet tiltrækker.

Til spørgsmålet om, hvilken betydning det har, om næsehornet bliver bevaret eller ej, siger antropologen, at det handler om værdien af diversitet.

”Det kommer ikke til at have pragmatisk betydning for naturen i området, men man kan ikke tænke kulturel og biologisk diversitet udelukkende i forhold til effekt. Selve diversiteten i verden er utrolig vigtig, fordi det er forskelligheden, der er afgørende for, at vi hele tiden stiller spørgsmål ved, hvordan vi lever, og hvem vi er, og det gør os mere kreative. Det gælder, hvad angår dyrelivet, hvor vi kan undre os over, at livet har taget denne her mærkværdige form, og den måde, dyr gør tingene på. Men også kulturel forskellighed er vigtig, for har du indfødte folk, der gør tingene på anden måde, har en anden kønsbalance og en anden omgang med naturens ressourcer, kan det inspirere os til at se livet på andre måder,” siger professoren.

Selv har Rane Willerslev oplevet, at rejserne og mødet med de involverede mennesker har udfordret hans verdensbillede.

”Vi har længe fået tudet ørerne fulde af snak om klimaforandringer og øer, der er ved at forsvinde. Men lokalbefolkningen på øen Kiribati siger, at det altid har været sådan her, og at de altid har kæmpet med havet.

Talen om, at det skulle være på grund af klimaforandringer, ser de som en måde for præsidenten at prøve at skaffe penge på, så det i virkeligheden handler om fattigdom, ikke om klima. Det at tage forandringen seriøst og lytte er med til at destabilisere vores eget verdensbillede og forståelse af, hvordan det hele hænger sammen.

Jeg har også rykket mit. Ikke fordi jeg ikke tror på klimaforandringer, men nu forstår jeg bedre, at diskursen omkring klimaforandringer også handler om ressourcer og fattigdom. For fattige lande må italesætte det, som Vesten synes er vigtigt lige nu, og det er klimaforandringer,” siger Rane Willerslev.