Hvor stammer din flyskræk fra?
Jeg har tvillinger, og det blev faktisk udløst for 23 år siden, da de blev født. Før jeg fik børn, fløj jeg både til London, Afrika og andre steder, men det stoppede brat. Det var ligesom at trykke på en knap. Når man bliver forældre, sker der jo det, at man pludselig har ansvaret for andre end sig selv, og så bliver man også en lille smule mere klar over, at man er dødelig. I mit tilfælde blev jeg meget klar over, at livet kun er et visit på jorden.
Hvad gjorde du, da du fandt ud af, at du led af flyskræk?
Jeg holdt bare op med at flyve. Jeg overbeviste mig selv om, at Danmarks campingpladser var verdens bedste sted for mine børn at holde ferie. Så de har næsten været på ferie alle steder, på nær i udlandet – lige med undtagelse af dengang, vi sejlede fra Rømø til øen Sild i Tyskland.
Jeg så det ikke som noget, jeg hverken skulle eller kunne arbejde med, mens børnene var små, for jeg havde simpelthen ikke overskud til det. Derfor fløj vi bare ikke i de første 11 år af deres liv.
Hvornår blev du for alvor opmærksom på, at du havde et problem?
Jeg var blevet inviteret på et kursus i USA med en anden psykolog, som jeg rigtig gerne ville med på. Pludselig sad jeg for første gang, efter i 11 år ikke at have fløjet, i en flyvemaskine, som skulle til at lette.
Maskinen begyndte at manøvrere ud mod startbanen. Så var det, jeg kunne mærke, at det her kunne jeg ikke håndtere uden at gå amok. Jeg var helt fra snøvsen, og til sidst besluttede personalet, at de ikke ville flyve med mig, fordi de andre passagerer blev urolige af at se på mig. Så piloten måtte manøvrere flyvemaskinen tilbage igen. Og så gik jeg alene og hulkende ud af maskinen og ind i ankomsthallen med hele den ene side af flyvemaskinens øjne rettet mod mig. Det var skammens vej! Jeg kunne ligeså godt have gået nøgen, for det føltes som om, jeg var helt klædt af.
Men da jeg af natur er relativt stædig, blev det samtidig den oplevelse, der gjorde, at jeg satte mig for at ville flyve igen.
Hvad gjorde du så?
Jeg gik i alle tænkelige former for terapi. Jeg havde en pilot til at coache mig ud fra nogle meget pragmatiske indgangsvinkler. Hun forklarede mig, at når flyvemaskinen siger sådan og sådan, så skyldes det, at den slår landingshjulene op, og når den siger den lyd, så er det, fordi flapperne går ned, når den bremser.
Hun fortalte mig kort sagt alle de logiske og gode forklaringer på, hvorfor det er så sikkert at flyve. Bagefter følte jeg mig nærmest klædt på til at styre flyvemaskinen. På den måde fik jeg overbevist min hjerne om, at der er nogle meget overbevisende forklaringer på, hvorfor det kan lade sig gøre, at man kan bevæge sig rundt oppe i 10 kilometers højde.
Men det var ikke nok til at kurere mig, så derfor gik jeg både til tankefeltsterapi, hypnose, akupunktur og coaching. Jeg tog bare hele paletten af behandlinger, så når der er nogen, der i dag spørger mig, hvad der virkede, så ved jeg det ikke helt bestemt. Men det, jeg kan sige med sikkerhed, er, at det lykkedes, fordi jeg hele tiden var meget motiveret.
I starten fik jeg koldsved og hjertebanken bare jeg nærmede mig lufthavnen. Og det at gå hen til skranken og spørge, ’er det her man tjekker ind’, gjorde jeg flere gange, før jeg overhovedet bestilte en billet. Når man skal øve sig i noget, så skal man ikke sætte barren højere end, at der er 99 procent sikkerhed for, at det går igennem som en succes.
Hvilken fornemmelse havde du, da du endelig overvandt din flyskræk?
Jubel, og så en enorm taknemmelighed over, at jeg rent faktisk gjorde det. Kulminationen på forløbet blev, at jeg lejede en helikopter. Og så fløj jeg med mine børn fra Vandel Flyvestation ind over Legoland ved Billund, ud til østkysten og tilbage igen. Jeg var taknemmelig for, at jeg havde givet mig selv tiden til det, så jeg kunne gøre det. Og så var jeg enormt taknemmelig for, at mine børn var med mig. For det var ligesom ved dem, det begyndte, og nu blev det også med dem, det flyttede sig.
Gør du noget specielt i dag, når du skal med flyvemaskine?
Jeg har givet mig selv et par hovedtelefoner, som er støjreducerende, for jeg har det stadig svært med lydene. Visuelt er jeg også nødt til at have noget, så jeg ikke fokuserer på, hvor udgangen er, eller om personalet ser rolige ud. Jeg køber nogle blade med noget letlæseligt materiale, spiser noget slik eller køber en Cola, for så går tiden med det. Og så forsøger jeg at booke plads forrest i flyet, hvor jeg ikke sidder sammen med en masse mennesker, der kan distrahere mig.