Prøv avisen

Michael Falch: Min blinde vinkel er langt større end min viden

Michael Falch lærte af sin dansklærer på Tønder Statsskole, at hans egen verden og hans egen viden kun er en lille flig af det, der findes. – Foto: Leif Tuxen.

For sangskriver Michael Falch blev det en afgørende oplevelse at møde en dansklærer, der lærte ham, at han stadig havde meget at lære

Det er ikke tilfældigt, at mange tænker tilbage på teenageårene som noget særligt. Sådan har jeg det selv. For det var i de år, jeg langsomt blev voksen, mens min verden voksede dagligt. Jeg sansede altid stærkere dengang, fordi jeg oplevede mange ting for første gang, når jeg for eksempel slugte Rolling Stones musik og gjorde mig mine første spæde erotiske erfaringer. Det kom til at forme mig.

Og derfor tænker jeg sommetider på resten af livet som et komparativt studie i forhold til teenageårene, fordi alt, man siden oplever, ofte bliver spejlet i de års stærke erfaringer. Men det var også som teenager jeg lærte, at jeg stadig havde meget at lære, og at verden var langt større, end jeg forestillede mig. Og jeg husker specielt én bestemt dansktime, som jeg aldrig glemmer. Jeg var lige begyndt i første real, datidens svar på ottende klasse, på Tønder Statsskole, efter at min familie var flyttet til byen fra københavnsområdet.

LÆS OGSÅ: 5 stjerner: I slipstrømmen af Huck Finn

Selvom jeg kun var 13 år, var jeg allerede blevet stærkt præget af ungdomsoprørets antiautoritære attitude, og jeg havde også set mere af landet end de fleste andre på min alder. Mit barndomsland er på den måde meget mere et danmarksbillede end én bestemt lokalegn. For mine rastløse forældre havde flyttet hvileløst rundt i landet. Fra Køge til Glostrup til forskellige byer ved Aarhus til Sønderborg til Taastrup og tilbage til det sønderjyske, hvor jeg nu skulle finde nye kammerater og begynde på den nye skole. Endelig fik de deres egen forretning i Tønder, og så måtte lykken da være gjort, troede de...

Min nye dansklærer, lektor Kasberg, var uddannet teolog. Han viste sig senere at være en meget streng lærer, der vist kun havde noget tilovers for de elever, der var engagerede nok til at ville søge dybt ind i faget. Men dem, der kun opfattede studentereksamenen som noget, der bare skulle overstås, pinte og plagede han faktisk.

Til gengæld var han glad for os, der virkelig gad læse noget filosofisk litteratur og havde mod på de mere højtravende temaer. Og det var et stort held for mig personligt, at han kom til at se et håb i mig. For jeg var selv et meget utilpasset barn dengang, og han hjalp mig kolossalt undervejs. Det var også ham, der ansporede mig til at skrive, da han kunne mærke, at jeg havde sans for det. Senere spillede jeg narren i et Shakespeare-stykke, vi opførte på skolen som skolekomedie. Og bagefter kom han hen til mig og sagde, at han syntes, at jeg skulle gå den vej. Men det mest afgørende for mig var alligevel en af de første dansktimer, vi havde med ham.

Det er min gamle ven og klassekammerat i Tønder, Nils Gunder Hansen, der har mindet mig om denne episode. Forinden havde Kastberg bedt os om at læse en Martin A. Hansen-novelle. Og han spurgte, hvad vi syntes om den. Der var helt stille i klassen. Ingen turde sige noget. For der var ingen i klassen, der havde læst sådan noget avanceret litteratur før. Vi kom lige fra Anders And-blade og Bill og Benn.

Men som tilflytter tænkte jeg, at jeg nu måtte tage rollen som klassens frække københavnerdreng på mig og finde modet til at sige noget.

Jeg synes, at det er det værste lort, jeg nogensinde har læst, sagde jeg så.

Sådan talte man ikke på én af de sidste rigtig sorte skoler i landet. Men i stedet for at irettesætte mig, spurgte Kasberg tørt, hvad jeg så opfattede som god litteratur. Nu blev jeg presset. For i virkeligheden var jeg ikke særlig belæst, og det eneste, jeg kunne finde på at svare, var Cardby-bøgerne. Det var en kulørt kriminalromanserie, jeg havde stavet mig igennem. Den handlede om en ældre politimand og hans voksne søn, og det var sådan set de eneste voksen-agtige bøger, jeg havde læst på egen hånd. Men da jeg svarede sådan, kunne jeg se på lektor Kasbergs måde at blive helt stille på, at jeg ikke havde fattet noget som helst. For den gamle teologs glimt i øjet syntes at sige: Hold da op, lille Michael, der er så meget mere i verden, end du aner noget som helst om. Der er så store universer, som du slet ikke ved findes. Og hans reaktion i det øjeblik gav mig en slem skamfølelse efterfulgt af en ahaoplevelse med et kæmpe løfte for fremtiden. Og siden har jeg haft en fornemmelse af, at min egen verden og min egen viden kun er en lille flig af det, der findes. Resten er en stor blind vinkel, som det gælder om at udforske. Sådan fik jeg mod på at læse flere og bedre bøger. Det fik mig også til at læse dansk på universitetet, og det har fået mig til at forny min nysgerrighed siden. For der er altid mere viden at hente i verden. Og der er altid masser af blind vinkel at beskære.