Prøv avisen

Michael møder patienterne, når de er helt ude på kanten

Michael Morsø havde afsluttet folkeskolen, da han fik et feriejob som portørafløser på Frederiksberg Hospital. I dag, 25 år senere, er han som portør med til at håndtere nogle af de hårdest ramte patienter her i traumecenteret på Rigshospitalet. – Fotos: Mikkel Møller Jørgensen.

Portør Michael Morsø ved sjældent, hvilket syn der møder ham, når han tager imod en patient på Rigshospitalets helikopterlandingsplads. Det er hans job at sørge for, at patienten kommer hurtigt ned til behandling

Hvordan vil du beskrive en typisk arbejdsdag som portør?

Som det første logger jeg på min telefon, hvor alle vores ture kommer ind, og så tager jeg dem ellers fra en ende af. Det kan være kørsel med patienter fra a til b, eller det kan være, at jeg skal hjælpe en patient, der er faldet på gulvet. I min afdeling tager vi os desuden af akutopgaver som traumekald, hjertestopkald og helikopterkald.

I den forbindelse sørger jeg også for sikkerheden på helikopterlandingspladsen, da jeg har en mini-røgdykkeruddannelse og i tilfælde af ulykke skal slukke brand og redde helikopterpersonale og patient. Og så tager jeg imod de værst tilredte patienter, som bliver fløjet hertil. Når folk spørger, hvad det er for nogle patienter, vi håndterer, plejer jeg altid at sige, at det er alt det, man kan læse om i avisen. Skyderier, bilulykker og folk, der ved uheld eller med overlæg falder fra 3. sal eller højere.

Hvad gør du, når du får et helikopterkald?

Telefonen bipper meget højt, så jeg skynder mig at afslutte den tur, jeg er i gang med. Så sætter jeg mig ind i, hvad kaldet går ud på og tager elevatoren op til helikopterplatformen. Jeg klæder om til sikkerhedsudstyr og går alle rutinerne igennem. Jeg tjekker platformen af og aflæser vindmåleren, og så har vi en vagt siddende nede på jorden, som jeg ringer til. Jeg fortæller ham om vind og vejrforhold og tekniske detaljer på platformen, og så kalder helikopteren til ham. På den måde krydstjekker vi med hinanden, at alt er i orden. Helikoptermandskabet skal jo vide, hvordan vejret er heroppe, og om vi er klar til at modtage patienten.

Imens forbereder jeg mig også mentalt. Når de kommer med helikopteren, så ved man godt, at det ikke handler om en flækket storetånegl. Så det er meget godt at være lidt forberedt på det, der venter – specielt hvis det er meget voldsomt, eller hvis det drejer sig om et barn. Jeg har 25-årsjubilæum næste år, så du kan næsten ikke vise mig en måde, et menneske ikke er gået i stykker på, hvor grotesk det end måtte lyde. Alligevel er der bare nogle patienter, der rører en hver gang. Specielt børn.

Hvad kan du godt lide ved dit arbejde?

Kontakten med mennesker – og selvom det kan lyde kvalmt: at gøre en forskel. Det kan godt lyde banalt, at man transporterer en patient fra en afdeling ned til operation. Men du er altså nødt til at give noget af dig selv, for det menneske er oftest meget bange. Og man finder hurtigt ud af, om man kan klare det. Til gengæld får man det også tifoldigt tilbage.

Hvordan mærker du det?

Det mærker jeg, når jeg har kørt en patient til røntgen og vedkommende siger ”hvor var du fantastisk at snakke med”, eller når jeg går til et traumekald og er med til at få genoplivet en meget dårlig patient. Når jeg efter et par måneder ser ham til genoptræning oppe på ortopædkirurgisk, så føler jeg virkelig, at jobbet er givende. Når man kan være med til at få vendt noget, der fra starten ser rigtig skidt ud, så kan man godt blive helt høj af det. Det er fantastisk.

Hvad er så det værste ved faget?

Når det ikke går godt. Når man har stået og hjertemasseret en 14-årig, som har prøvet at tage livet af sig eller lige skulle prøve nogle sjove stoffer i weekenden. Vi står måske en halv time og masserer, selvom alle godt kan se, at alt går mere og mere den forkerte vej. Der er jeg også med fra start til slut. Jeg sørger for, at den afdøde kommer i en seng og i samarbejde med sygeplejersken, gør jeg vedkommende så pæn, som muligt. Så kører jeg patienten i seks timers-rummet, hvor de pårørende kan komme og tage afsked, og til sidst kører jeg vedkommende i kapellet.

Hvordan bearbejder du de voldsomme oplevelser?

Jeg er så heldig, at jeg er kæreste med en intensiv-sygeplejerske, så vi vender selvfølgelig mange ting sammen. Men ellers bruger jeg mine kolleger. Der en del galgenhumor, det kan du ikke undgå, for det er sådan, vi overlever. Hvis vi har stået med noget virkelig alvorligt, så laver traumecenteret også en debriefing, hvor vi får vendt, om vi kunne have gjort noget anderledes, ligesom der bliver fulgt op på, hvordan vi har det, gennem de psykologer, som er tilknyttet hospitalet.

Elevatorkortene er et vigtigt arbejdsredskab, når Michael Morsø bevæger sig rundt til forskellige opgaver på Rigshospitalet. Det røde kort bruges kun ved akutte opgaver som hjertestop og traumetilfælde. Det overtrumfer alle andre i elevatorkøen, så Michael Morsø for eksempel hurtigt kan bringe en patient fra helikopterplatformen på 20. etage til traumecenteret i kælderen.
Michael Morsø sørger også for sikkerheden på helikopterlandingspladsen, da han har en mini-røgdykkeruddannelse og i tilfælde af ulykke skal slukke brand og redde helikopterpersonale og patient. Foto: Mikkel Møller Jørgensen