Midsommer-mad med græshopper og kage

Verden over fejrer man midsommer med lokale retter, mens lærde diskuterer, hvad Johannes Døberen egentlig spiste

Kylling a la Johannes Døberen, som fejres i mange lande til sankthans. –
Kylling a la Johannes Døberen, som fejres i mange lande til sankthans. – . Foto: Susanne Utzon.

I Filippinerne smører de sig ind i mudder, dækker kroppen med palmeblade og steger gris på bål. I Mexico skal alle i vandet og tage et bad, som Jesus blev døbt i floden. Mens der bliver tændt bål i aften i Danmark, så fejrer de først sankthans i morgen mange andre steder i verden, hvor dagen er kendt som Johannes Døberens fødselsdag og derfor også nogle gange bliver kaldt sommerens jul.

I Peru varer festen for helgenen flere dage, og alle spiser juanes, krydret ris med kylling, æg med mere, pakket ind i bijao-blade. I Firenze spiller de en historisk fodboldturnering med finale i morgen, hvor der også er et gigantisk fyrværkeri.

Ild og vand er festens elementer overalt som i Barcelona, hvor det hedder ”nit del foc”, ildnatten, djævle danser rundt i gaderne, og indbyggerne smider vand ned i hovedet på dem, mens de spiser kage, coca de Sant Joan.

Andre steder er det heksenes nat, og man samler alle slags helbredende urter, som siges at få ekstra kraft. Perikon eller johannesurt, der har navn efter helgenen, blev i middelalderen brugt til at holde alle ulykker væk og var selvfølgelig mest effektiv, hvis den blev indsamlet på dagen.

I mange lande er mad en vigtig del af midsommerfesten, og Italien er selvfølgelig et af dem, med lokale traditioner. I støvlehælen, Puglia, spiser de spaghetti San Giuannin med tomater og kapers, mens romerne traditionelt har fået snegle, og hele landet laver nocino, en likør på friske grønne valnødder, som samles ind i morgen. I Paraguay fejrer de med en slags frikadelle, payagua Mascada, mens brasilianerne har Festa Junina, hvor de blandt andet spiser pamonha, en sød majskage.

Men hvad spiste Johannes Døberen selv? Bibelen siger, at han levede af honning fra vilde bier og græshopper, men det er der mange diskussioner om. Nogle mener, at der slet ikke var tale om græshopper, men om bønner fra karob-træet, på dansk johannesbrød.

Nogle græskkyndige hævder, at der er tale om en forveksling af de to ord akris, som betyder græshopper, og enkris, det græske ord for israelernes manna, som de spiste i ørkenen på Moses’ tid. Johannes skulle derfor i virkeligheden have nydt en plante, stegt i olie, der smager som honningkage. Men officielt spiste han altså græshopper, som her bliver til kylling, der også har både vinger og lange ben og i dagens anledning bliver smurt godt ind i honning.