Terapeut Mikkel Georg Schultz placerer forsigtigt plasticbægeret med bunden i vejret på bordet i auditoriet i Zoologisk Have i København.
Foran ham sidder journalist Inge Haandsbæk fra Kristeligt Dagblad og følger opmærksomt bægeret og dets indhold med øjnene. Det er ikke, fordi hun lider af en egentlig fobi, men hun bryder sig bestemt ikke om edderkopper og er gået med til at afprøve nogle øvelser, terapeuten bruger, når han hjælper fobikere af med en bestemt dyrefobi. Det kan ifølge Mikkel Georg Schultz nemlig ikke lade sig gøre at involvere en ægte fobiker i dagens lynterapi.
”Hvis du skal prøve at følge frygten, hvad er så det værste scenarie, du overhovedet kan forestille dig?”, spørger han.
Det skal Inge Haandsbæk ikke bruge mange sekunder på at overveje.
”Det værste ville være at møde en stor, behåret edderkop, som sprang op på mig og kravlede ind under mit tøj,” lyder det.
Med opfølgende spørgsmål sporer terapeuten sig langsomt ind på, at hendes frygt primært handler om at miste kontrol med situationen.
”Min værste frygt handler om, at edderkoppen går til angreb og bider mig. Det værste scenarie ville være, hvis den kravlede om på min ryg, hvor jeg ikke kan nå den,” forklarer Inge Haandsbæk.
Havde der siddet en ægte fobiker til sin første session hos Mikkel Georg Schultz, havde det været helt udelukket at have en edderkop i rummet på nuværende tidspunkt. Som en del af forberedelsen scanner han derfor altid rummet omhyggeligt, før han møder en fobiker første gang.
”Jeg finder altid et neutralt sted, hvor man ikke kan støde på ubehag. Hvis du har fobi for frøer, kan du både være bange for billeder af frøer, figurer af frøer eller for hånddukken Kaj. Det kan også være det at gå ind i en bagerforretning. Hvis man oplever et ubehag, fordi der står en lang række grønne kajkager og kigger op på en med et stort smil, så holder man op med at gå derind,” siger han.
Derfor er det oftest, når dyrefobien hæmmer folk i hverdagen, at de opsøger behandlingen i zoo, fortæller Mikkel Georg Schultz, der blandt andet oplever, at folk kommer til ham og fortæller, at de for eksempel har købt en ødegård i Sverige. Men drømmen om al den glæde, de skulle have, er ikke blevet realiseret, fordi der var edderkopper eller slanger, som ødelagde det hele, fortæller han.
Inge Haandsbæk bliver nu grundigt udspurgt om, hvor hendes frygt stammer fra, og hvornår hun sidst har været i en situation, der gjorde hende bange. Sideløbende forklarer terapeuten hende om edderkoppens fysik og formål i livet, såsom at de fleste edderkopper er designet til at slå små insekter ihjel med deres gift, og at hvis et menneske bliver bidt, så vil det i værste fald føles som et bistik.
Efter lidt tid vil han prøve at fjerne bægeret, så den lille edderkop kan løbe frit rundt, og det mener Inge Haandsbæk godt, at hun kan klare.
”Mit løfte til dig er, at den ikke forlader bordet,” siger han til journalisten, som alligevel stivner i stolen, da edderkoppen piler ud på bordpladen, for dyrets hurtige og uforudsigelige bevægelser har hun svært ved at håndtere. Med rolig stemme forklarer Mikkel Georg Schultz mere om edderkoppens natur og bevægelsesmønster, mens hans hænder hele tiden sørger for, at den bliver på bordpladen. På en skala fra 1-10, hvor 10 er den værste angst, spørger han ind til hendes fornemmelse lige nu og spørger, om hun har lyst til at rykke lidt tættere på.
”Man skal prøve at komme derhen, hvor man presser sig selv. Men ikke alt for meget. Hvis du presser dig selv op på otte eller ni, så går du kold, derfor kommer vi til at arbejde omkring fem på skalaen,” siger han.
”Det er ikke meningen, at vi skal jonglere med edderkopper. Men vi skal derhen, hvor man kan lade være med at scanne lokaler, når man træder ind i dem. Vi tager nogle skridt sammen, men du har selv et ansvar for at bruge de redskaber, du får med herfra.”
Som et sidste indslag vil Inge Haandsbæk gerne se, hvordan hun reagerer på at møde en større edderkop under kontrollerede forhold. I kassen på bordet sidder nu en velvoksen fugleedderkop med gul og sort behåring. Helt modsat den livlige, lille husedderkop, rører krabaten ikke så meget som et ben, da Mikkel Georg Schultz linder på låget. Og nu får Inge Haandsbæk dagens måske vigtigste ahaoplevelse. For dyret kan højst lokkes til at tage et enkelt nødtvungent skridt til den ene side, da terapeuten skubber til den, ellers bliver den dovent siddende i sit kvas. Efter at have snakket lidt frem og tilbage tør hun faktisk både at skubbe til den og stryge den hen over bagkroppen.
”Det, jeg i hvert fald har lært, er, at min angst handler meget mere om de små edderkopper, som bevæger sig hurtigt rundt. For dem har jeg ingen mulighed for at aflæse. Fugleedderkoppen sidder jo helt stille, så den var jeg ikke så bange for, da det kom til stykket,” lyder konklusionen fra Inge Haandsbæk, der både synes, at hun har udfordret sig selv og fået nogle redskaber til, hvordan hun kan håndtere næste møde med et af de små kryb.