En stor oplevelse havde jeg forleden på plejehjemmet Betaniahjemmet på Frederiksberg. I to måneder har 35 børn fra Frederiksberg Sogns Juniorkor øvet en musical om Moses med tekst af Benedicte Riis. De har også opført stykket i Frederiksberg Kirke. Børnene er mellem 7 og 14 år. Deres leder hedder Lis Vorbeck. Hendes mand, pensioneret præst Hermann Vorbeck, spiller kontrabas.
For mig var oplevelsen ikke kun den vellykkede rytmiske musik og den velskrevne tekst. Næst efter humoristiske voksne sætter jeg faktisk børns alvor, og den var tydelig hos ungerne her. Når jeg fik tårer i øjnene, var det glædestårer, fordi det var så gennem-vellykket. Storartet at spille på et plejehjem som indledning til påsken. Her blev Anden Mosebog, som på latin hedder exodus (selv folk, der ikke kan latin, genkender ordet fra det engelske ord exit).
Jeg er sikker på, at både de børn, der oplevede musicalen i Frederiksberg Kirke, og de medvirkende husker fortællingen om jøderne, der kom ud af Egypten efter at have været slaver, resten af livet. Vi andre lærte den jo ved at huske remsen: ”Vand til blod og frøers mængde, myg dernæst Egypten trængte ...” og så videre.
Engang besøgte jeg Herbert Pundik i Tel Aviv. Mens jeg boede hos ham, spurg-te jeg hans kone, om han var bange for at bo i Israel.
”Nej,” sagde hun, ”ikke så meget, men når vi er i bio-grafen, vil han altid sidde nærmest udgangen.” På Louisiana oplevede jeg en prisoverrækkelse til Her-bert Pundik. Det var den vittige Morten Sabroe, der skulle begrunde prisen. Han sagde: ”Da Gud skabte Pundik, var det første, Pundik spurgte om: 'Hvor er udgangen?'.” Det samme spurgte Moses og Aron og alle isralitterne i Egypten om. Af de 10 plager er den værste den sidste, dødsenglen, der går fra hus til hus.
Børnene huskede foruden de 10 plager, de 10 bud, som de viste med hebraiske bogstaver. De sang også om guldkalven, og man så den brændende tornebusk: ”Moses, Moses lyt til mig, jeg vil hjælpe Israels folk ud af Egypten!”.
Børnenes forældre havde skabt dragter, kulisser og rekvisitter, kirkens kulturmedarbejder, Charlotte Falmer, havde sørget for koreografien, en af børnenes far spillede klaver til stykket. Jeg indså, at endnu mere brændende end tornebusken er de voksne ildsjæle, som har medvirket i hele forløbet i et skønt samarbejde med børnene. Stemningen på plejehjemmet var på kogepunktet. Vi forstod af hjertet, hvorfor isralitterne - ligesom Pundik - søgte udgangen.