Stedet findes ikke mere. Den gamle præstegård i Sdr. Felding er for længst jævnet med jorden, og haven er i dag omdannet til et rekreativt område. Præstegården og den vidunderlige præstegårdshave var rammen om min og mine ældste søskendes opvækst i 50'erne og begyndelsen af 60'erne. Haven var et paradis. Den strakte sig mod syd ned mod engen ved Skjern Å - et af de smukkeste steder i Vestjylland. Tæt ved huset var plænen gennemskåret af en mindre lavvandet kanal, hvor vi om sommeren kunne bade og sejle med papirbåde og frem for alt soppe og pjaske. Jeg husker min far være med i legen, mens min mor sikkert sad i solen og bælgede ærter eller nippede stikkelsbær.
I den østlige side af haven førte en hvidmalet træbro over vandløbet, og i den modsatte side lod min far og en lokal murer opføre en cementbro, med begges navne og et skriftssted skrevet i cementen. Oven på cementen blev der lagt et lag græstørv. Broen eksisterer endnu - som det eneste minde om den gamle have. På den sydlige side af kanalen var den store græsplæne, og allernederst i haven en skråning, kaldet mødebakken. På plænen afholdtes der hvert år grundlovsmøder med store foredragsholdere, optræden af børn fra børnekredsen og sangleg for de unge om aftenen.
Mit absolutte yndlingssted lå i den østlige side af haven. På dette sted var der også et vandløb. Det faldt en smule og dannede et lille vandfald inde imellem træerne. Her var også en lille høj og en lysning i krattet, hvor vi børn havde vores legeområde med sandkasse og bord og stole lavet af træstammer. Imellem et par af de store træer havde vi vores gynge.
Her kunne jeg hygge mig med hjerteveninden, og her kunne mine søskende og jeg og forpagterens drenge lege i timevis.
I dag, så mange år efter, tænker jeg med taknemmelighed tilbage på en aldeles sorgløs tid med somre fulde af solskin og glæder i den gamle præstegårdshave - min barndoms paradis.